Krig
A Og B

26 Nøjere Eftertanke gør det ogsaa soleklart, at Skaansel mod Fjender titbliver Grusomhed mo d Venner, og vækker Tvivl, om det er menneskekærligst at skaane Fjenden og hvad hans er saa samvittighedsfuldt, at det svier til Ens egne og trækker Krigen i Langdrag45), eller at slaa haardt til og gøre Ende paa Sagen, — at give sine Soldater Geværer med saa ringe Løbvidde, at Fjendens saarede lever op igen og kæmper paany, eller Vaa- ben, der skyder Huller, man kan se igennem, og gør Fjenden modløs, fordi enhver, der rammes, er Dødsens46). — Andre Vanskeligheder opstaar af, at Skellet mellem Krigslist og Niddingsværk er flydende. Den, der ikke ved sine levende Raad, lader maaske Hensigten hellige Midlet, mens den, der føler sig sikker paa Sejren, slaar sig for Brystet og takker sin Gud, fordi han aldrig kunde falde i Fristelse47). Ser man Sandheden i Øjnene, taler man ikke højt om Folkeret og Men- neskekærlighed i Krigstid — dér gælder den stærkestes Ret48). Man venter sig ikke andet af Fjenden, end hvad der tjener ham til gode, og undrer sig ikke, hvis han i Mangel af bedre griber til lave og fejge Midler, men indretter sig derefter. Det Billede, man saa faar af Krig, bliver helt anderledes49). Krigen føres vel først og fremmest imod Fjendens væbnede Magt, men folket, som føder Hæren og smedder den Vaaben, er ogsaa Fjender og ram- mes gennem Udhungring, Flyverangreb o. l.. I Kampens Hede hverken gives eller modtages Pardon, og selv, hvor Sindene ikke er i Oprør, standses Fjendtlighederne ikke altid, fordi Fjenden gør Tegn til at overgive sig. End ikke Saarede og Fanger kan vente Skaansel. Den, der føler sig utryg, sætter Bajonetten i de saarede, han gaar forbi paa Valpladsen, for at de ikke skal skyde ham bagfra, og en Hærfører, som ikke kan vogte sine Fanger og heller ikke tør slippe dem løs, lader dem skyde — begge Dele er Nødværge50). Under langvarige Kampe kommer de døde til at ligge Uger, ja Maaneder paa aaben Mark, og de saarede maa blive, hvor de falder eller slæber sig hen, indtil Døden gør Ende paa deres Lidel- ser51). Endnu sørgeligere bliver Fangers Lod, naar man selv lider Nød52). — Fangne Læger frigives ikke; deres Sager er godt Krigsbytte. Hærtagne Landes Indbyggere kommer til at huse og føde Fjendens S oldater, naarsomhelst han vil have det53). Viser de sig vrangvillige, gaar det dem ilde: »Naar en Soldat finder Dørene til sit Kvarter lukkede og Levnedsmidlerne ødelagte med Vilje eller nedgravede, driver Nøden ham til at sprænge Dørene og opsnuse Forraadene. I retfærdig Harme knuser han saa vel ogsaa et Spejl og lægger i Kakkelovnen med itu- brudte Møbler« — sagde den tyske Generalstab aabenhjærtig51), og Befalings- mændene siger vel ved slige Lejligheder som den senere Marechal Bugeaud i 1805: »Selv røver og plyndrer jeg ikke, men naar mine Tarme skriger af Sult, finder jeg mig stiltiende i, at Folkene gør det, og nyder min Del af Byttet«55). Indbyggerne maa finde sig i nærgaaende Tilsyn, udlevere deres