Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

91 Den ligner mest en ædel Qvindesjæl, Hvis skjulte Blomst Blufærdighed indhyller, Dog hvo den fandt, han fandt med den et Held, Som Jorden til et Paradiis omtryller. Derfor er Vaarens Maaned mig saa kjær; Den bringer Blomsten, der er værd at finde; Men, o, en Blomst den skjænkte mig især, Den bragte mig min elskede Veninde. MED EAU DE COLOGNE. 1829. I Vintrens lis sig Vaaren hyller ind, Og Nordens Kulde trodser endnu Solen; Hver Floras Yndling skyer den kolde Vind, Forgjæves søger Øiet Martsviolen. Men Blomsterrigets ædle Balsamduft, Ved Kunsten tryllet i krystalne Gjemme, Forlade maa den lune Moderluft, Og qvæge os, hvor Vinteren har hjemme. Af intet Øie seet, den til os kom, En Aand, hidsvævende fra fjerne Egne, Og Blomsterrigets Kraft og Lægedom Bevares, medens Markens Blomster blegne. Os strøede Blomster en almægtig Haand Mildt over dette Jordeliv herneden; Men hvis de falmed, dem en himmelsk Aand Har givet Kraft og Liv for Evigheden.