Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

Ei kunde han Hjemstavnen glemme; Og var end Faderen opbragt, der dog For Sønnen ham hvisked en Stemme. Til Hjemmets Kunstflid hans Ønske mest stod, Og snart han sin Indsigt der øved; Med Ungdomsvarme, med fyrigste Mod Heelt mangefold Nyt han der prøved. Men al den Nyhed var Gubben imod; Let sikkrere Goder den røved. Han sagde: „Skilles vi maae, men i Fred; Selv prøv kun som Yngling din Lykke! Heelt nær ved Hjemmet Du finder et Sted, Hvor virke Du kan efter Tykke, Og møder Du Uheld, da vistnok Du veed, Paa hvem Du med Tillid kan bygge. Med Faderglæde jeg tidligt alt fandt, At Dig og vor Stephan, som Pilte, Et sjeldent broderligt Venskab forbandt, Det Aldren meer strammed, end skilte ; Som Dig han Donten fra Bogstuen vandt, Det virksomme Liv ham tilsmiilte. I trolig Ening nu virker med Flid! Den Ene den Anden kan lære. Hvis rask og lykkelig gaaer Eders Id, Det mig ei til Skade kan være; Papirfabrikker kan øges en Tid, Før Frankrig ei flere kan nære.“ De Brødre Faderen takked med Lyst Og strax sig til Værket indvied. Den Kraft, som lued i modige Bryst, Nu føltes fra Lænker befriet; Mod gammel Vane den møisomme Dyst Ei skulde meer trætte Geniet. Lauridsen: Hans Christian Ørsted. 7