Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

103 lukke dem; men heraf følger ikke, at vi skulle forsømme at er- statte disse Ord med andre, øste af vort eget Sprog. Naar de ere ret hjemlige eller ret betegnende, tjene de altid til at rykke Tingene vort aandelige Øie nærmere. Den Berigelse, man især maa ønske Sproget, er rigtige, ind- holdsrige, frugtbare Ord. Jo mere Menneskets betydningsfulde- ste Tanker og Forestillinger finde Udtryk i Modersmaalet, jo mere beriges og uddannes Folkeaanden. Vi ere her hos os og ikke mindre i Tydskland tilbøjelige til at tale med fremmede Tunger. Det er en Feil altid at ville sige ganske det samme, som Fremmede sige. Lad Tydske- ren sige, at en Flod formæler sig med Havet — det passer sig i hans Sprog - men vi maae nøies med forene eller et andet Ord, der ikke er fuldt saa poetisk som hiint tydske. Selv de bedste Skribenters Anseelse kan ikke forsvare en saadan For- tydskning. Derimod har jeg ogsaa seet Exempler nok paa urimelig Ængstelighed for tydske Udtryk. Saaledes hørte jeg engang en, nu for længe siden bortdød, Sprogrenser frygte for Ordet glø- dende Kul, fordi glühende Kohle er Tydsk; vi burde altid bruge Gløder. Manden havde forsaavidt Ret, at man ikke skulde, som vor Bibeloversættelse vil, samle gloende Kul, men Gløder paa sin Fjendes Hoved ved Velgjerninger; men havde Uret, naar han vilde, at Chemikeren ikke skal kalde det Kulstøv, han har glødet i en Digel, gloende Kul, og det blot af en, jeg vilde kalde det overtroisk Frygt for Tydskernes glühende Kohle. Den korte Regel er: Tænk det, Du vil sige, paa Dansk og tal saa. Man gjør vel i at forestille sig, at man skulde sige Noget, man først havde tænkt efter et fremmed Tilsnit, til fornuftige Danske, som ikke havde lært fremmede Sprog, og heller ikke havde forskruet deres Dansk ved forskruede danske Forfattere. En af de Omstændigheder, som i mange Tilfælde gjør Stilen affecteret, er den Indbildning, at man overalt bør undgaae at sige Jeg. Derfor seer man saa tit den Skrivende omtale sig selv som Undertegnede, Forfatteren, Recensenten o. s. v., hvor- paa han siden naturligviis taler om sig selv i tredie Person, hvilket nøder ham til i mange Tilfælde at bruge nogen Kunst,