Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie
Forfatter: Laurits Lauritsen
År: 1909
Forlag: Andr. Fred. Høst & Søns Forlag
Sted: København
Sider: 134
UDK: 92 Ørs
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
103
lukke dem; men heraf følger ikke, at vi skulle forsømme at er-
statte disse Ord med andre, øste af vort eget Sprog. Naar de
ere ret hjemlige eller ret betegnende, tjene de altid til at rykke
Tingene vort aandelige Øie nærmere.
Den Berigelse, man især maa ønske Sproget, er rigtige, ind-
holdsrige, frugtbare Ord. Jo mere Menneskets betydningsfulde-
ste Tanker og Forestillinger finde Udtryk i Modersmaalet, jo
mere beriges og uddannes Folkeaanden.
Vi ere her hos os og ikke mindre i Tydskland tilbøjelige
til at tale med fremmede Tunger. Det er en Feil altid at
ville sige ganske det samme, som Fremmede sige. Lad Tydske-
ren sige, at en Flod formæler sig med Havet — det passer sig
i hans Sprog - men vi maae nøies med forene eller et andet
Ord, der ikke er fuldt saa poetisk som hiint tydske. Selv de
bedste Skribenters Anseelse kan ikke forsvare en saadan For-
tydskning.
Derimod har jeg ogsaa seet Exempler nok paa urimelig
Ængstelighed for tydske Udtryk. Saaledes hørte jeg engang en,
nu for længe siden bortdød, Sprogrenser frygte for Ordet glø-
dende Kul, fordi glühende Kohle er Tydsk; vi burde altid bruge
Gløder. Manden havde forsaavidt Ret, at man ikke skulde,
som vor Bibeloversættelse vil, samle gloende Kul, men Gløder
paa sin Fjendes Hoved ved Velgjerninger; men havde Uret,
naar han vilde, at Chemikeren ikke skal kalde det Kulstøv, han
har glødet i en Digel, gloende Kul, og det blot af en, jeg vilde
kalde det overtroisk Frygt for Tydskernes glühende Kohle.
Den korte Regel er: Tænk det, Du vil sige, paa Dansk og
tal saa.
Man gjør vel i at forestille sig, at man skulde sige Noget,
man først havde tænkt efter et fremmed Tilsnit, til fornuftige
Danske, som ikke havde lært fremmede Sprog, og heller ikke
havde forskruet deres Dansk ved forskruede danske Forfattere.
En af de Omstændigheder, som i mange Tilfælde gjør Stilen
affecteret, er den Indbildning, at man overalt bør undgaae at
sige Jeg. Derfor seer man saa tit den Skrivende omtale sig
selv som Undertegnede, Forfatteren, Recensenten o. s. v., hvor-
paa han siden naturligviis taler om sig selv i tredie Person,
hvilket nøder ham til i mange Tilfælde at bruge nogen Kunst,