Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

(ernee 127 alder hurtigere voxende Fremskridt, at det maatte blive Viden- skabens sande Dyrkere klart, at Naturens samtlige Love ud- gjøre en uendelig Fornuft-Eenhed. Man vil maaskee sige os, at dette kunne vi lære af Religion og Philosophi uden at gaae i Erfaringens lange Skole. Vi nægte det ikke; men derfor bliver det ikke mindre en væsentlig Deel af vort aandelige Liv, ikke at nøies med Sandheden i dens Almindelighed, men at stræbe efter at beskue den i alle dens forskjellige Virksomhedsyttringer. Vi skulle ligesaa lidet studere Naturvidenskaben for et enkelt Resultat, som læse Iliaden for at see Udfaldet. Vor Aand nærer sig ikkun ved Aand og søger den overalt. Naturviden- skaben tilfredsstiller denne Trang; den nøies ikke med at lære os, at en evig Fornuft gjennemtrænger Alt, den stiller os for Øie, hvorledes den paa ethvert Sted viser sig, og vor Aands skjulte Kræfter udvikle sig ved at betragte de Virkningsformer, hvorunder den uendelige Aand aabenbarer sig. 1 det Naturvidenskaben i en Utallighed af Beskuelser frem- stiller os Forgængeligheden af alt det Frembragte, men Be- standigheden af Grundkræfterne og Naturlovene, de skabende Kræfter og Fornuften i Naturen, bidrager den kraftigt til at forstærke vor Kjærlighed til Fornuften og til at indgyde os Lyst at afpræge den i vort Levnet. Saaledes styrkes da det Gode ved det Sande; thi ligesom dette bestaaer i Fornuftens Opfatning ved Fornuften, saaledes bestaar hiint deri, at Villien opfatter, tilegner sig og udøver Fornuften. Det Skjønne er endnu samme Fornuft, men opfattet og fremstillet ved Ind- bildningskraften. 1 det denne, som Skjønhedsfølelse, uden Be- vidsthed opfatter Fornuften i Naturen, er det Videnskabens Formaal med Bevidsthed at kjende denne Fornuft; dens Op- gave er vel uendelig; men ganske uden Tilfredsstillelse raad- fører den tænkende Skjønhedsven sig dog ikke med den. Den gaaer endog i det Enkelte og peger hen paa Formernes Sammen- hæng med Legemernes Væsen, paa Lysets og Farvernes Forhold til Legemverdenen, ja paa det, som Tonernes og Formernes Skjønhed have tilfælles. Vi tilstaae villigen, at Naturlæren i alle disse Ting endnu er langt fra at tilfredsstille Videbegjær- lighedens Fordringer; men saa vist som det paa den ene Side er, at Skjønhedsfølelsen er uafhængig af vor Viden, saa vist