Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

22 hvor Aanden hæver sig til en højere Kreds, hvor Ideen som Lyn- glimt gennemkrydser Sjælen og befrugter den til ny Frembrin- gelser er den sødeste Erindring/1 Man kan forstaa, at Ørsted kan se tilbage paa de Ungdoms- aar, der er gaaede, med Glæde og Begejstring. Det er lykkelige Aar, der ligger bag ham, Aar, i hvilke han har været fuldt optaget af Tidens store Spørgsmaal. Galvanis Opdagelse (1780) og Voltas Søjle (1800) havde ført Elektrici- teten ind paa nye Spor, og Carlisles og Nicholsons Sønderdeling af Vandet ved den elektriske Strøm (1800) havde sat alle Kemi- kere i Bevægelse. Det var en Tid rig paa Ideer. Store Opdagelser laa i Luften. Man anede kommende Dages store Fremskridt paa Fysikens og Kemiens Omraade. Til Trods for det store Arbejde, Ørsted maatte udføre, fik han dog Tid til at eksperimentere. Sammen med Hauch anstiller han Forsøg med en Voltas Søjle sammensat af 600 Plader af Zink og Sølv. Det lykkes dem at frembringe saa kraftige Gnister, at de kan antænde Fos- for med dem, men til deres Forundring kan de ikke som ved Elektricermaskinen aflede Elektriciteten uden ved Berøring, og Apparatet har kun en ringe Virkning paa Elektroskopet. Selv gør Ørsted sine Forsøg med en Søjle bestaaende af 60 Plader af Zink og Grafit. Om et af Forsøgene skriver han i et Brev til Professor Man- they: „Uagtet der var den største Sandsynlighed for, at de to Arter af galvanisk Elektricitet fra Zink- og Blyantsenden nemlig ikke alene var forskellige, men endog modsatte, saaledes at de forenede ophævede hinanden, saa holdt jeg det dog for bedst at have et positivt Bevis derfor. Dette har jeg fundet, nemlig, at naar jeg leder disse Elektriciteter ved Metaltraade til Vandet for deraf at udvikle Luft, saa ophører denne Virkning aldeles, naar jeg bringer begge Traadene i Berørelse og begynder paany, naar Berøreisen ophæves.“ For at forstaa Betydningen af disse Forsøg, maa man huske paa, at Galvanisme og Elektricitet, saadan som den frembragtes