Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

26 og egentlig maa jeg tilstaa, at jeg ved første Gennemlæsning just sattes i samme Stemning, som da jeg første Gang læste Euclid.“ — Og om Ritters Arbejdsmetode og hans Skrifter i Almindelig- hed skrev han : „Naar han finder en Tanke, som synes ham rig- tig, nedskriver han den og forfølger den nu til det yderste Punkt, hvor han ser at den dog er falsk; han griber nu til den modsatte og forfølger den ligeledes, indtil han ofte finder, at ingen af dem for sig er rigtig, saa at han maa søge Sandheden i begges For- ening.“ Ørsted fortsætter: „Saaledes maa Læserne ofte følge ham i vidtløftige, skrupuløse Undersøgelser, den hele tornefulde Vej, som han selv har gaaet, og dette behager kun faa. Flertallet øn- sker at vide i fem Minutter Resultatet af det, som har kostet mange Aars Flid og Undersøgelser.“ Ritter var en ivrig Eksperimentator og forsøgte bl. a. ofte med Metalplader lagte paa Øjeæblet for at prøve Galvanismens Virkning paa Synsnerven. Ørsted spurgte ham engang, hvordan han turde anstille saa farlige Forsøg med sine Øjne. Ritter svarede, at han jo havde to Øjne og gerne vilde resi- kere det ene for en saa vigtig Sags Skyld, og desuden var det ene Øje ikke saa godt som det andet. Da Ørsted engang fortalte dette lille Træk i et Selskab, sagde han : „Mit ene Øje er ogsaa meget mere kortsynet end det andet, og opmuntret ved Ritters Eksempel har jeg virkelig vovet flere Forsøg med det mere kortsynede Øje, som jeg næppe har villet foretage med det andet; dog kunde det aldrig falde mig ind at gaa saa vidt i min Dristighed som Ritter.“ Venskabet med Digteren Novalis i Forbindelse med den ringe Opmærksomhed, hans Bog vakte, førte til, at Ritter en Tid hørte op med sine fysiske Studier og gav sig til at studere Digterne, men 1800 kom Volta med sin Søjle, der genoplivede hans Inter- esse for Galvanismen. I Voltas Søjle fandt Ritter det bekræftet, som han kun havde turdet formode. Opdagelsen laa færdig i Ritters „Geni“, siger Hauch i „Ørsteds Levnet“, og Ørsted erklærer, at kun Ritters Letsindighed, — Ritter skal have ført et meget uregelmæssigt Liv — var Skyld i, at ikke han kom Volta i Forkøbet.