Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie
Forfatter: Laurits Lauritsen
År: 1909
Forlag: Andr. Fred. Høst & Søns Forlag
Sted: København
Sider: 134
UDK: 92 Ørs
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
35
nere, men det var en Mediciner, som besørgede disse, og Maalet
var jo kun at bibringe de medicinske Studerende det nødvendig-
ste for deres Lægevidenskab.
For Farmacevter blev der selvfølgelig ogsaa holdt Forelæs-
ninger over Kemi. Fra 1795—1806 blev disse Forelæsninger
besørget af Hofapoteker Becker, der havde studeret Kemi i
Udlandet fra 1787—1791 og været Medhjælper hos den berømte
Kemiker Lavoisier.
Der var ingen kemiske Laboratorier uden for Apotekerne.
De, som vilde arbejde praktisk med Kemien, maatte søge hen
til Apotekerne.
Det er ikke tilfældigt, naar Datidens Kemikere som oftest har
begyndt deres videnskabelige Løbebane som Farmacevter.
Det hører til Ørsteds Fortjenester, at han opdagede den før-
ste danske specielle Kemiker — Zeise.
I Aaret 1860 kom Christopher Zeise som en syttenaarig ung
Mand i Huset hos Ørsteds.
Han var Søn af Apoteker Zeise i Slagelse, og havde gaaet i
Skole først i Sorø og senere i Slagelse uden at opnaa at faa Stu-
dentereksamen.
Seksten Aar gammel blev han anbragt i Apotekerlære i Kø-
benhavn, men blev syg, hvorfor Faderen tog ham hjem.
Hjemme kastede han sig nu med Iver over Studiet af Kemi og
indretter sig et lille kemisk Laboratorium. Han fik nu Lyst til
at komme tilbage til København for at studere Kemi, men han
havde jo ikke Studentereksamen, og hans Skolekundskaber var
Paa mange Omraader meget mangelfulde.
Da faldt hans Tanke paa Ørsted.
Der var gammelt Familievenskab mellem Zeises og Ørsteds
Slægter. Faderens Tilladelse til at komme over til Ørsted for at
studere under dennes Vejledning indhentede han let, og da Ør-
sted gerne vilde tage ham i Huset hos sig, var dermed Sagen
afgjort.
Det blev et Vendepunkt i Zeises Liv.
De pinefulde, haabløse Ungdomsaar med den stadigt nagende
Følelese af ikke at være som de andre unge Mennesker, der
havde fulgt den slagne Landevej mod Eksamensbordet, var
forbi.
3*