Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

37 der Titel: „En dansk Kemikers Indtryk i Paris 1818 1819 . Af denne fremgaar det, at Zeise er rejst fra København i Sel- skab med Ingemann den 12. April 1818. Rimeligvis har Zeise og Ingemann kendt hinanden fra Sla- gelse Skole, hvori Ingemann gik 1800—1806, Zeise fra 1802 1805. I alt Fald var de Kontubernaler paa Valkendorfs Kolle- gium 1814- 1816. De fulgtes til Gøttingen, hvor de skiltes, og Zeise fortsatte Rejsen til Paris, hvortil han ankom d. 9. September. I Paris opholdt han sig et helt Aar. Morsomt fortæller han i Dagbogen om de franske Kemikere: Vauquelin, Thenard, Chevreul samt den svenske Berzelius, som paa den Tid op- holdt sig i Paris. — Om Vauquelin siger han, at han er : „gam- mel, meget sindig og jævn“. Thenard er : „høj, mørk og skum- mel af Udseende“. 'Chevreul er derimod en „ung, vakker og artig Mand“. Berzelius beskriver han saaledes: „Lille, robust, opstaaende Næse, lyst Haar, opvakt, men egentlig ikke genialsk, kraftfuldt Ansigt, spillende Øjne.“ Da Zeise 1819 vender tilbage til København, er han „den eneste af vore unge Videnskabsmænd, som udelukkende har op- ofret sig for Faget“. Men Universitetet har ingen Lærerpost i Kemi, og Ørsted maa dele sit Laboratorium med ham. I 5 Aar arbejder Zeise her, og her er det, at han 1822 op- dager Xantogensyren, hvilken Opdagelse indbringer ham Viden- skabernes Selskabs Sølvmedaillie. Kort efter udnævnes han til Professor i Kemi ved Københavns Universitet. Om Zeise som Lærer siger Ørsted : „Hans Forelæsninger fandt ikke almindelig Yndest. Det var ikke ved Stemmens Styrke og Bøjelighed eller ved Foredragets klare Anskuelighed, han skulde vinde Bifald, men desto større Ros fortjener han ved Behandlingens Grundighed og Orden og ved den Tydelig- hed, Foredraget herved erholdt for den tilstrækkelige Opmærk- somme. Den, som ret stræbte at lære Chemien, fandt sig derfor meget forfremmet ved Zeises Forelæsninger.“ Om Zeises strenge Fordringer til selvstændigt Arbejde af Eleverne siger Ørsted : „Han søgte at vænne dem til Tænksom- hed og selvstændigt Arbejde ved ikke at tillade dem, saa hyp-