Hans Christian Ørsted
Et Blad Af Fysikens Og Kemiens Historie

70 Ogsaa den Indvending slaar Ørsted til Jorden. Mange Naturlove er saa lette at forstaa og at anvende, at det ikke vil volde Vanskelighed for et jævnt begavet Menneske, og mangen Gang vil man finde, at den ulærde Praktiker gør Anven- delse af videnskabelige Sætninger, man ikke havde ventet. Vi- denskab og praktisk Virksomhed maa arbejde Haand i Haand. Begge høster Fordel deraf. Naar Videnskabsmanden udelukker Næringsbrugeren fra vi- denskabelig Dannelse, paatager han sig Ansvar som Nærings- brugerens Formynder — og det Ansvar maa han frabede sig Æren af. Videnskabsmanden kan ikke sætte sig ind i alle de Enkelt- heder og tekniske Vanskeligheder, som hans Opfindelses- og Opdagelses Udnyttelse i Værkstedet frembyder. Al Talen om, at den praktiske Mand kun skal have Viden- skabens Resultater som Forskrifter at arbejde efter er løs Snak. Dels kan Videnskaben ikke give saadanne Forskrifter, og dels vil Næringsbrugeren, om de end er nok saa gode, ikke bruge dem. — Enten vil han ikke forstaa Forskrifterne, eller han vil lave om paa dem i Punkter, hvor de derved bliver ubrugelige, thi „Selvkloghed er Uvishedens Ledsager“. Næringsbrugeren skal opdrages til at arbejde med Forstand, men det opnaas kun derved, at han faar videnskabelig Dannelse. Han maa bringes til at indse Grunden til det, som han fore- tager sig. Derved vil han udrette mere. Derved vil han ogsaa gaa til sit Arbejde med Glæde. Ørsted blev livsvarig Direktør for den polytekniske Lære- anstalt, den Anstalt, der i særlig Forstand maa siges at være Ør- steds eget Værk, den, for hvis Startning han fra Ungdommen af havde kæmpet. Ørsted havde naaet sit Ungdomsideal: at skabe sig en Virk- somhed som Leder for og Lærer ved en Anstalt, hvor Viden- skab og praktisk Virksomhed gaar Haand i Haand. I mange Aar virkede han som en nidkær Lærer og en for- staaende Opdrager af den Ungdom, der paa den polytekniske Læreanstalt søgte Uddannelse under den berømte Ørsteds Vej- ledning.