Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

160 hvis det kunde bære en Jernbanetransports Omkostninger, vilde kunne bearbejdes paa Produstionsstedet, og en stor Indtægt derved tilfalde Landet. Den overordentlig raske Udvikling i saa mange Retninger, der allerede var begyndt, da Spørgsmaalet om Jernbaneanlæg rejstes, men i den følgende Tid er voxet, berettigede ogsaa til at vente, at Jern- banerne vilde bidrage til yderligere Fremskridt. Ønsket om at see Jernbanerne anlagte i Norge var saaledes til- stede, og efter at Anlægene først vare begyndte, fortsattes de ogsaa efter en forholdsviis stor Maalestok, trods den Modstand, som strax rejste sig mod dem, som er fortsat lige til den nyeste Tid og som unægteligt i flere Tilfælde synes berettiget. Men selv de ivrigste For- kjæmpere for Jernbaneanlæg maatte snart komme til den Erkjendelse, at da .en directe passende Forrentning af Anlægene i ethvert Tilfælde vilde blive meget tvivlsom, og da Landets oeconomiske Evner gjorde det nødvendigt, at der ikke stilledes store Krav til dets Finantser, saa var det en absolut Betingelse for at faa Jernbaneanlæg udførte i en større Udstrækning, at dette skeete paa den for Landets Finantser billigste Maade. Og i saa Henseende maatte man da især være betænkt paa, deels at tilvejebringe Anlægscapitalen paa den for Staten og Landet mindst trykkende Maade, deels at udføre selve Anlæget saa billigt som muligt. Hvad den første Deel angik, maatte man vælge mellem de forskjel- lige Midler, hvor ved Staten kunde fremme Jernbaneanlæg, idet den enten kunde give Private en simpel Concession til Anlæget, eller støtte Anlægene ved at tilstaa Rentegaranti for den hele eller for en Deel af Anlægscapitalen, eller ved at yde Laan eller Til- skud paa billige Vilkaar, eller selv overtage Anlæget, med eller uden Bidrag fra Private. Som sædvanligt valgte man strax, da der blev Spørgsmaal om det første Jernbane-Anlæg, at give et privat Selskab Concession. Det var i 1845, at der fra en privat Mand indkom Andragende om Concession paa Anlæg og Drift af en Jernbane fra Christiania til Mjøsen, og paa Anbefaling fra en i den Anledning nedsat Commission indvilligede Re- gjeringen ogsaa i at give den søgte Concession, da Landet derved uden nogen Udgift for Staten kunde opnaa at faa en Bane anlagt. Det viste sig imidlertid (see nærmere herom under Afsnittet I. A. 1. »Hovedbanen. at et privat Actieselskab ikke kunde dannes, saa at Løftet om Conces- sion derved bortfaldt, og Meddelelse af Concession til Private den særlig Understøttelse af Staten er senere aldrig bleven benyttet, hvorvel Forslag i den Retning af og til ere fremkomne, saaledes paa Storthinget 1879 for en Bane Christiania-Drammen og for de to Sidebaner til Banen Drammen-Randsfjord; ligeledes indkom der