Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

344 svenske Fabrikker med en Prisforhøjelse af 10—20 °/o for i Begyndelsen at støtte Leverandeurerne; andre Myndigheder havde ogsaa anbefalet dette, især da svenske Skinner vare bedre end engelske, omend ogsaa dyrere, men da der til Statsudvalget var indkommet Tilbud om Leve- rancer til samme Priser som fra udenlandske Fabrikker, ansaa det det for unødvendigt at støtte de indenlandske ved Laan eller Prisforhøjelser, og anbefalede derfor ogsaa at gjøre et Forsøg med svenske Skinner, idet det iøvrigt udtalte, at den hele Sag burde afgjøres af Jern- banebestyrelsen. Enkelte saadanne Forsøg bleve vel ogsaa foretagne i de følgende Aar, men det var dog først i 1869, at Bestyrelsen vedtog at prøve svenske Skinner i større Udstrækning, hvorimod det rullende Materiel allerede da for den støi’ste Deel anskaffedes fra svenske Fa- brikker; naar der derfor paa Rigsdagen 1869 stilledes et Forslag om at paalægge Bestyrelsen at anvende svenske Fabrikata (ligesom Kul og Tørv), saa kunde Statsudvalget udtale, at et saadant Paalæg baade vilde være urigtigt, idet Varernes Priis og Godhed maatte være det afgjørende, og tillige overflødigt efter de modtagne Oplysninger; Forslaget blev der- for ogsaa henlagt. Betydelige Leverancer af Locomotivei’, Vogne, Skin- ner, Drejeskiver og al Slags Jernbanemateriel har ogsaa været leveret fra svenske Fabrikker til Statsbanerne, og for 1863—79 opgives Beløbet for saadanne Leverancer til 27,165,000 Kr. En kgl. Kundgjørelse af 18/i 55 om Fredlysning af Jernbaner — saavel Statens som Privates — fastsatte Straf saavel for den som beskadiger en Jernbane, som for den der foretager noget, hvorved Togene kunne forulempes eller forulykke. Private Jernbaner. I det Foregaaende er fremstillet, hvorledes Staten ved Understøt- telser (Laan, Tilskud m. v.) søgte at fremme de private Baneanlæg, samt de derhen hørende særegne Forhold, og der skal i det Følgende omtales deels de Rettigheder og Forpligtelser, som Staten tilstod eller krævede af de private Baner, deels nogle andre almindelige Forhold. Alle disse Forhold have vel forandret sig noget i Tidernes Løb, og da de ikke fuldstændigt kunne fremstilles for alle de 70 private Baner, skal der kun gives en almindelig Oversigt over dem, særlig som de liave ordnet sig i den nyere Tid. Naar der opstod et almindeligt Ønske om en eller anden Banes Anlæg, Forhandlinger derom havde fundet Sted i den paagjældende Egn og en foreløbig Plan for Anlæget var tilvejebragt, saa var det første Skridt i Reglen at faa dannet et Actieselskab, et »jernvägsaktie- bolag«, der vilde overtage Banens Anlæg. Undersøgelserne for at til-