Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

23 Concession paa Anlæg af de 6 private Baner, hvis Anlæg bl. a. støt- tedes af Staten ved et Tilskud paa c. 2XA> Mill. Kr. Erkjendelsen af den store Betydning, det har for Landets hele Udvikling, at Jernbanernes Drift er lagt i Statens Haand, hvorved der i en ganske anden Grad kan tages Hensyn til Befolkningens berettigede Krav, end naar Banerne drives af Private, hvis Bestræbelser dog sær- ligt maa være rettede paa at forøge Indtægterne saameget som muligt, gjorde, at Regjeringen atter vendte tilbage til Stats-Jernbanebygning, og forelagde et dertil sigtende Lovforslag i 1876—77. Den tidligere Fremgangsmaade, at støtte private Baneanlæg ved et Statstilskud, havde tilmed den Mangel, at den stillede temmelig store Fordringer til Stats- kassen uden at skaffe denne anden directe Nytte end at tilføre Stats- banerne forøget Trafik, og Tilskuddet — af samme Størrelse for alle Baner — kunde tilmed neppe siges at blive retfærdigt fordelt. Det i 1876—77 forelagte Lovforslag gik da ud paa, at Staten skulde anlægge to Baner (Struer—Thisted og Assens—Tommerup) mod at de paagjældende Egne gave et Tilskud paa resp. 80,000 og 100,000 Kr. pr. Banemiil (c. 10,600 og 13,300 Kr. pr. km.) til Anlæget af Banerne, der kun kunde betragtes som secundaire Baner, men som for de paagjældende Egne dog var et saa stort Gode, at det ikke var nødvendigt at give dem nogen Medejendomsret i Banerne for Tilskuddet, hvorved ogsaa flere practiske Vanskeligheder vilde opstaa. Tilskuddet var altsaa at betragte som en ligefrem Betaling, der for- langtes af Egnen for at denne kunde faa Banen, og Tilskuddet skulde hverken forrentes eller tilbagebetales. Forslaget kom ikke til endelig Behandling i Folketkinget, men Thinget tiltraadte dog Regjeringens Forslag i Principet: Banernes An- læg ved Staten, hvorimod det ikke billigede den for Tilskuddet fore- slaaede Størrelse, thi denne burde ikke fastsættes efter et Skjøn foi hvert enkelt Baneanlæg, men efter bestemte Regler, ved hvilke der toges Hensyn til de forskjellige Egnes Kvne til at udrede Tilskuddet, altsaa om det var rige eller fattige Egne, og dette Hensyn antoges bedst at kunne tages ved at sætte Tilskuddet lig Expropriationssummen, hvis Størrelse netop afhænger af, om det er en frugtbar eller en mager Egn, som Banen passerer; for Kjøbstæder, hvor Expropriationen under særlige Forhold kan blive meget høj, skulde Tilskuddet kunne nedsættes til 3/i af Expropriationssummen og ikke blive mere end højst 15 Kr. pr. Beboer, ligesom der for Landet burde sættes et Maximum for Til- skuddet, nemlig 75,000 Kr. pr. Banemiil. Ogsaa med Hensyn til Til- skuddets Indbetaling (der af Regjeringen var foreslaaet at skulle skee ved Obligationer, der forrentedes med 6 °/o af det oprindelige Beløb,