Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

457 Der opstod dog Vanskeligheder for Selskabet for at faa det store Anlæg fuldført, og den sidste Dag i 1877 indsendte det en Ansøgning til Regjeringen om Hjælp; det var dyre Penge, Selskabet havde virket med, idet dets Obligationslaan kun var modtaget til 9O°'o, og af dette havde Selskabet endnu som ovennævnt for henimod 7 Mill, tilbage, der neppe vilde kunne sælges til 90%. Men det trængte til Penge til Fuld- førelse af Strækningen Trollhättan—Kil, hvortil endnu vilde medgaa 6,078,240 Kr., et Beløb, der vilde kunne faaes ved Salg til en Cours af 90% af de Obligationer (6,753,600 Kr.), som Selskabet endnu ejede. Selskabet antog nu, at det store, af Private gjennemførte Foretagende paa Grund af sin store Betydning for hele Landet og den forholdviis ringe Statsunderstøttelse, det havde faaet, nok kunde vente en forøget Hjælp, og det androg derfor om, at Staten enten vilde kjøbe de oven- nævnte Obligationer til en Cours af 90%, eller laane Selskabet en til- svarende Sum mod Sikkerhed i Obligationerne og ÖVa °/o Rente og Amortisation. 1 den kgl. Proposition, der forelagdes Rigsdagen 1878 i Anledning af dette Andragende, mindedes der om, at Rigsdagen 1876 havde bevil- liget 10 Mill. Kr. i 5 Aar til Støtte for private Baneanlæg og derved antydet hvad Staten i dette Tidsrum kunde gjøre for saadanne Anlæg, men Førholdet var for Bergslags-Banen noget særegent paa Grund af denne Banes store almindelige Betydning, en Betydning der for en stor Deel skyldtes Banens store Udstrækning og de mange andre vigtige Forbindelseslinier, den kom i Berøring med, saasom Banen Gefle—Dala (Falun), Dalelfv, Frøvi—Ludvika og Wessmann—Barkens Jernbane ved Ludvika, østre Wermlands Bane (ved Herrhult), nordvestre Stambane (og derved med Norge), Norselfv og Byelfv, Dalslands-Banen (ved Mel- lerud) og derved atter med Norge, Banen Uddevalla—Venersborg—Herr- Ijunga (ved Øxnered), Gøteborg. Og nu at see dette Anlæg standset, da der kun manglede et mellemfaldende Stykke, vilde være meget uhel- digt, skade et stort Landskab og al den Rørelse, der knyttede sig til Banen, og Regjeringen anbefalede derfor, at Staten traadte hjælpende til, især da det kunde skee uden Offre. Af de to Maader til at yde Hjælp paa, som Selskabet havde foreslaaet, vilde Regjeringen foretrække at laane det den manglende Sum. Rigsdagens Stats-Udvalg udtalte sig ligesom Regjeringen om Banens store Betydning og om det uheldige i for Selskabet som for Landet at see Arbejdet standset; det mindede am, at Rigsdagen tidligere (i 1869 og 70) havde udtalt, at det især var de private Baner, der fremmede Bjergværksdriften (hvad der i høj Grad er Tilfældet ved »Bergslags-Banen«), der burde understøttes af Staten, og at det hele Laan, indbefattet det nu foreslaaede, dog kun vilde blive ca. Vé af Overslagssummen, medens der for andre Baner var