Danmarks, Norges Og Sveriges Jernbaner
En Historisk Fremstilling Af Deres Anlæg Og Udvikling

51 733,000 Kr. pr. Miil, saa er der Sandsynlighed for at der er gaaet ud fra forskjellige Forudsætninger, og Regjeringens tekniske Consulent gjorde i en Indberetning ogsaa opmærksom paa, at den almindelige An- tagelse, at en Bane byggedes billigere i det Indre end paa Øst- kysten, neppe vilde holde stik, thi Landet var der dog meget bølge- formet, og Jordbund og locale Forhold rejste mange Vanskeligheder for et Baneanlæg. At de mange Sidebaner vilde gjøre Driften kostbarere og ubekvemmere, var øjensynligt. A. Nordvestbanen: (Aarhuus)—Langaa—Struer. Den ved Lov af 31/7 53 givne almindelige Bemyndigelse for Re- gjeringen til at meddele Concession paa Jernbaneanlæg i Jylland havde, ligesaa lidt som de følgende Aars Forhandlinger med Sir M. Peto ført til noget Resultat, og Spørgsmaalet om den hensigtsmæssigste Linieret- ning for en jydsk Længdebane var i 1856 endnu ikke afgjort, idetmindste ikke for betydelige Strikninger af den. Derimod var man paa de fleste Sider enig om, at en Bane, der vilde sætte den vestlige Deel af Liim- fjordsbækkenet og en Deel af Midtjylland i Forbindelse med en Havn paa Østkysten, vilde blive af stor Betydning for Jyllands Opkomst og knytte en Deel af Landets fjernere Egne til Hovedstaden. Regjeringen forelagde derfor i Rigsdagssamlingen 1856—57 et Lov- forslag, ifølge hvilket den bemyndigedes til at give Concession paa An- læg og Drift i 100 Aar af en Bane fra Aarhuus over Randers til Sønder Onsild, Viborg og Skive, samt med en Sidebane S. OnsiM— Hobro; foruden forskjellige Rettigheder og Lettelser, der kunde tilstaaes Concessionshaveren, skulde Staten endvidere kunne støtte Anlæget ved at overtage en 4 °/o Rentegaranti for en Anlægssum paa indtil 16 Mill. Kr. I Folkethinget, hvor Lovforslaget først kom til Forhandling, blev det vel modtaget med Velvillie, men forskjellige Stemmer hævede sig dog, deels imod Forslaget som medførende for stor Risico for Staten i Forhold til Banens Nytte, deels for først at søge gjennemført Anlæget af en Længdebane; herimod indvendtes den fuldstændige Uenighed, der endnu var om, hvor denne Bane skulde lægges, ligesom at den tilstø- dende slesvigske Bane endnu ikke vai’ anlagt, samt Nødvendigheden af at faa begyndt paa Baneanlæg i Jylland, og Lovforslaget vedtoges ogsaa, om end med nogle mindre væsentlige Forandringer. Om det ene Endepunkt, Aarhuus, var der fuld Enighed, og et Fleertal var ogsaa enig om at forlænge Banen saa meget, at det andet Endepunkt blev Venø-Bugt (Struer) eller maaskee Holstebro; størst Uenighed herskede