Nogle Undersøgelser af Ligevægtsforholdende i Atmosphæren og deres Virkninger paa Klimaet, Luftelektriciteten og Nordlyset

16 idet den antagne æqvatoriale Strøm skal bevæge sig videre henimod Polen, vilde den ved at bevæge sig med eensformig Høide møde en aftagende Temperatur; den maatte altsaa hæve sig saa meget høiere, at den samme Vægtfylde træffes paa Grund af et formindsket Lufttryk, medens Høiden til- lige bliver afhængig af Strømmens egne Luftmassers Af- køling ved forskjellige Varmetab. Disse Varmetab, ved Ud- straaling og ved Berøring med den omgivende Luft, turde vel, idet Luftmassen maatte flyde som en continuerlig samlet Strøm og er mættet med Vanddampe, der ved enhver For- tætning afgive frigjort Varme, antages forsvindende overfor Afkølingen ved Luftmassens Stigen, hvorimod en absolut Afkøling maatte blive Resultatet ved Luftmassernes Sammen- blanding, naar Strømmen standses ved Mangel paa Plads; Luftmassen vil nemlig da kun indeholde et saa ringe Qvan- tum Vanddampe, at Afkølingen let bliver fuldstændig, saa at Luftmassen bliver tættere og synker dybere ned; den maatte da finde et Afløb gjennem den polare Strøm, idet den paa Grund af Luftlagenes voxende Temperatur og der- efter aftagende Vægtfylde henimod Æqvator bestandigt maa synke dybere i Atmosphæren, og altsaa efterhaanden bliver underkastet Trykket af en høiere Luftsøile; derved bliver den tættere og varmere, og den naaer paa denne Maade selve Jordens Overflade i Passatbeltet. 8. Et saadant Kredsløb maatte indvirke paa eller lade sig paavise ved Middelbarometerstanden som et samlet Ud- tryk for alle vedvarende Ligevægtsforstyrrelser, naar der til- lige tages tilbørligt Hensyn til Dampudviklingen og Damp- fortætningen. Dette Udtryk for Forstyrrelserne maatte blive simple re over Oceanerne end over Fastlandene, idet den thermiske Modsætning imellem Aarstiderne i Forhold kun faaer ringe Indflydelse over Oceanerne. En Betragtning af de isobare Linier Tvl. I og II viser ogsaa, at der er en vis Eensformighed i Barometerstandens Fordeling gjennem alle Aarstider over alle Oceaner, medens der over Fastlandene viser sig en kjendelig Modsætning imellem Forholdene i Ja- nuar og i Juli. Ved at gaae ud fra Æqvator træffer man over Oceanerne til begge Sider en voxende Barometerstand, indtil der omtrent ved den 30te Bredegrad indtræder et Maximum, hvorefter den igjen aftager omtrent til den 60de