Historisk Mathematik
Et indledende Kursus

102 VINKLEN. § 75. For den umiddelbare Anskuelse viser Himmel- hvælvingen sig som en Kugleskal, hvorpå Sol, Måne og Stjerner daglig synes at bevæge sig i Cirkler [Q]. Hvor store disse Cirkler synes at være, altså hvor langt Sol, Måne og Stjerner synes fjernede fra os, deraf få for- skjellige Mennesker forskjelligt Indtryk. Derom vidner den Strid, man stundom kan høre, når én påståer, at Månen synes at være på Størrelse med en Tkekop, en anden, at den synes som en Slibesten. I Virkeligheden kunne en Thekop og en Slibesten synes lige store, når blot Slibestenen anbringes i passende Afstand længere borte end Thekoppen. Hvad man altså egentlig er uenig om, er den tilsyneladende Afstand. Der kan da heller ikke være Tale om almindelige Størrelsemål (Fod e. ].) for Tg. 26. Himmellegemerne eller deres Bevægelser, når man ikke kjender Afstandene; og det eneste, der altså er at gjøre, er, hvad Babylonierne gjorde, idet de indførte et Mål for Cirkler, der er uafhængigt af Cirklernes Størrelse. Hvad enten nemlig Cirklen er stor eller lille, deles den i 360 Grader. Den store Cirkel fåer altså store Grader, den lille små Grader; men betragtes begge fra et fælles Centrum gjør den lille Grad ab, Tg. 26, samme Indtryk på Øjet o, som den store Grad AB. Gradangivelsen er altså ganske uafhængig af Stør- relsen. Den er i Virkeligheden en ren Brøkangivelse. Når vi med Hensyn til en Cirkel tale om 90 °, er dette blot den babyloniske Skrivemåde, nemlig s96°0, for Brøken hvormed vi mene en Fjerdedel af Cirklens Omkreds.