Historisk Mathematik
Et indledende Kursus

VINKLEN. 103 Når vi sige, at Solens Tværmål er omtrent |°, så kunde dette også udtrykkes således, som visse andre Oldtids- folk have gjort, at Solens Tværmål er T|n, hvorved for- ståes, at dersom vi, med os selv som Midtpunkt tegne en Cirkel Himlen rundt således, at den gåer igjennem Solen, vil Solens Tværmål optage af Cirklens Om- kreds. Når f. Ex. Solen er ved at gå ned, viser den sig således, at 720 Sole vilde danne en sammenhængende Perlesnor om Synskredsen. Det viser sig atter (jfr. § 59) her, at Stjernehimlen har bragt Menneskene til at gjøre noget, som ikke lå helt lige for, nemlig at skaffe et nyt Udtryk for visse Rumstørrelser. Sådanne rumlige Størrelser, som ellers omgive os, falder det naturligt at måle med et Liniemål. Således så vi i forrige Afsnit, hvorledes Flade- fang bleve målte med Liniemål, og vi skulle senere se, at Rummål behandles på lignende Måde. Ligeledes er det omtalt, hvorledes både Ægypterne og vi selv, ligeoverfor Holdningens Størrelse, kunne benytte et Par Liniemål til at udtrykke den ved. Men her stå vi overfor en Rumstørrelse, som vi — fordi Stjernehimlen så at sige anspænder os dertil — ikke mere angive ved Linier, men ved en ren Brøk. Gradinddelingen er en Slags Abstraktion. Det gåer med et Gradantal ligesom med et andet abstrakt Tal. Det har sin Gyldighed for Tanken; men dets Betydning i den udvortes Rumverden beroer på, hvilken Cirkel det knyttes til. § 76. Herved er det, at man har nået også at få indført et Mål for en Linies Heldning mod en anden. Medens nemlig en Stjerne ved at stige fra a til b (Tg. 27) har gjennemløbet 56° 15' eller af den hele Cirkel, så har dens Lysstråle ao, Tg. 27, fået en større og større Heldning, idet den er bleven drejet om o, en Drejning, der åbenbart må være samme Brøkdel af en hel Omdrejning, hvad enten denne Brøk nu angives som