Historisk Mathematik
Et indledende Kursus

120 MALING AF DET UTILGJÆNGELIGE. Aristark fra Samos (f. omtr. 265 f. Kr.), at Månens Af- stand fra J01 den er 56 Gange så stor som vor Afstand fra Jordens Midtpunkt. Solens Afstand viste sig der- imod for stor til, at den lod sig måle på denne Måde, når man i Valget af de to lagttagelsessteder skulde holde sig til et Par Steder på Jordkloden. Han fik derfor den stolte Tanke, så at sige, at anbringe sin Medhjælper på Månen. Han iagttog nemlig det Øjeblik, da Månen var netop halvt belyst af Solen (Tg.42), og da måtte han være berettiget til følgende Slutning: Hvis nu min Medhjælper befinder sig midt på den Del af Tg. 42. Månen, der vender mod Jorden, vil han have Jorden lige over Hovedet og Solen lige ud i Synskredsen (Hori- sonten); thi han ståer netop på Grændsen af den Del det tager sig ligedan ud, enten vi bevæge os i den ene Ret- ning, eller Omverdenen bevæger sig i den modsatte, og han fandt det rimeligst, at det var den lille Jord, der bevægede sig. fremfor den store Stjernehimmel og den store Sol. Da han dog ikke kunde levere egentlig Bevis herfor, gik senere Astronomer, navnlig Ptolemæos i Alexandria i 2detÅrh. e. Kr. tilbage til den gamle Betragtning, der holdt sig, indtil Koper- nikus i det 16de Årh. påny fremdrog Aristarks Visdom og til- føjede, at de andre Planeter forholdt sig ligesom Jorden, men uden at Kopernikus egentlig kunde give bedre Bevis derfor end Aristark. Delte er først nået senere.