Historisk Mathematik
Et indledende Kursus

142 PYTHAGORAS. strømmen i den nærmeste Fremtid skulde fortsættes. Disse Plantestæder vare vel grundede længe tilforn, for en Del allerede i det Ilte Århundrede; men det livlige Samkvem i det 6te Årh., der udspandt sig mellem Byerne ved den Tarentinske Bugt, Tarent, Sybaris og Krotone, og Byerne på Lilleasiens Vestkyst, Milet, Knidos osv.r har utvivlsom overflyttet en Mængde af de bedste Kræfter, der ikke kunde finde sig i Fremmedherre- dømmet; og det tør derfor nok i alt Fald tildels kaldes en Fortsættelse af, hvad der var begyndt i Jonien, om der end allerede var både Kræfter og Forudsætninger tilstede, der kunde bringe nye Momenter ind i Udvik- lingen. Vi se således Mathematiken her udfolde sig, ikke alene langt stærkere end tilforn, men med helt nye Synspunkter. — Noget lignende kan siges ved de to senere Flytninger af Midtpunktet for græsk Kultur, efter Perserkrigene [Q] til Hellas og efter Alexander den store [Q] til Alexandria. § 107. Det er nu iøjnefaldende, at selve den Mand, der i det mindste i mathematisk Henseende bærer det fremtrædende Navn i denne Periode, Pythagoras selv er Jonier, medens dog hans Virksomhed falder i Storgræken- land. Fortællingerne om Pythagoras give en meget broget Skildring af hans Liv; men historisk pålidelige ere kun få af Enkelthederne, hvortil dog navnlig de høre, der have mest Betydning for os. Efterat den Skole, som Pythagoras grundede, nemlig forlængst var uddød, frem- stod der i Århundredet før Kristus en ny under Navn af Nypythagoræerne, og disse have i høj Grad tildigtet og- ændret, hvad der endnu på deres Tid fandtes af Tradi- tion med Hensyn til den store Mand. Disse Tildigt- ninger synes endog senere at have fået endnu stærkere Fart ved Bestræbelsen efter at fremstille et Ideal, der kunde stilles op overfor de Kristnes. Vi ville dog ikke her bortskjære alt, hvad der ikke