Historisk Mathematik
Et indledende Kursus

PYTHAGORAS. 147 end de her omtalte); thi en hel Del af hans religiøse Lærdomme ere øjensynlig af østerlandsk Oprindelse, og hans mathematiske Fremskridt bærer i en vis Henseende (med Hensyn til Tallene) et Præg, som er fremmed både for Ægypterne og for Grækerne, men som har Lighed med det babyloniske, så der er ingen Grund til at for- kaste denne Del af Sagnet, om det end må indrømmes, at den ikke er sikkert historisk bevist. Endelig er det sikkert, at det var i Storgrækenland, navnlig i Kro tone, at Pythagoras virkede, ligesom den ovenfor givne Ka- rakteristik af Pythagoræerne i Forhold til Mesteren er vel afhjemlet. Historisk sikker er altså Omplantningen af den mathematiske Udviklingsgang fra Jonien gjennem Pytha- goras til Storgrækenland: og i de Fremskridt, som vi nu komme til, vil man se Virkningerne af en sådan Omplantning i Forening med ny Tilførsel af ægyptiske og babyloniske Indskydelser gjennem en fremragende Personlighed som Pythagoras’. Hvad der i § 96—103 er fremsat om parallele Linier, om Tegning og om Trekantvinklerne, er noget, hvis Fremkomst ikke i Almindelighed knyttes til bestemte Navne, og som derfor her er blevet omtalt som noget hvorom Forestillingerne lidt efter lidt have klaret sig. Hvad vi nu træffe på hos Pythagoras er bygget på meget af dette, så at man heraf kan slutte, at det væsentlige deraf har foreligget på Pythagoras’ Tid, uden at vi dog have turdet tillægge Pythagoras det, da vi ikke have historisk Hjemmel derfor. Tilmed er, som allerede antydet i de nævnte §§, måske meget af det anførte, f. Ex. om parallele Linier, betragtet som Selvfølger, uden at det derfor er blevet så sætningsmæssigt fremsat som her. Dog nævnes det fine Bevis om Trekantsvinklerne ved Hjælp af en Linie parallel med en af Siderne (§ 104) udtrykkelig som Pythagoras’. Vi skulle nu se, hvilke 10*