Folkebad
For Landsbygden

114 Jernpladeskjærme (æ x, Fig. 21), en paa hver Side, der følger Krumningen af Ovnsiderne, men med et lidet Mellem- rum, hvorigjennem Ventilationsluften kommer op. I Mur- foden bag Ovnen, hvor den før beskrevne Friskluftskanal med sit Regulerspjæld gaar ind, er der en Tverkanal (i/), hvorigjennem Luften kommer ind og frem mellem Skjærmene og Ovnssiderne. Paa Bagsiden er der el andet Spjæld (z), ved hvilket man, istedetfor at tage Luften udenfra, kan lade den komme fra Badstuen, hvorved dennes Luft stadig bringes til at cirkulere forbi Ovnen. Denne Maade an- vendes under Opfyringen, før Badetiden begynder. Ved den her beskrevne Ovn kan man hurtig bringe Badstuens Temperatur op i den nødvendige Høide, indtil 50 Celsius. Det vil imidlertid forstaaes, al Ovnen i og for sig kun frembringer tør Varme som i Romerbadene. Da mange foretrækker en fugtig Varme fremfor en tør, er der midt ovenpaa Ovnen placeret en løs Vandkasse af Kobber, hvis Vand ved Ovnens Opvarmning vil fordunste og til- føre Luften endel af den Fugtighedsgrad, som man ønsker. Yderligere Fugtighed vil man desuden uvilkaarlig faa der- ved, at man jo gjerne afskyller Liggebænkene med Vand, som i den sterke Varme fordunster, ligesom ogsaa de Badendes rigelige Benyttelse af Vand ved Indsæbning og Afspyling fremkalder Fugtighed. Paa selve Ovnen eller Murværket maa man derimod ikke sprøite Vand, da Ovnen derved let kan sprække. Ved ethvert Badslubad maa der være Anledning til efter den sterke Svedning, som Legemel er bragt i, al kunne afkjøle Huden. Ved de gamle finske Badstuer skeede denne Af kjøling som Regel ved Overpøsning af koldt Vand fra et Kar, som før Badningens Begyndelse blev fyldt. Ved de primitive Kvænbad i del nordlige Norge kunde man trælle paa et Arrangement af en Slags Vandkum i Badstuens Gulv, staaende i Forbindelse med en Bæk, som løb under eller forbi Badstuen. Neppe nogen af disse Udveie vil nutildags tiltale et norsk Badepublikum. Skal Badstubadel blive likt af Landsfolket, og skal