Forsøg På En Geonostisk Tydning Af Landenes Overfladeforhold 1866

13 finder et smukt Vidnesbyrd om, at de oprindeligt ere afleirede paa horizontal Grund. — Rocca Monfina og Albanerbjergene frembyde lignende Forhold som Cantal, medens derimod Palma1) afgiver Exempel paa en Hævnings- kegle, hos hvilken den centrale Kjedeldal ikke er bleven gjennembrudt; det Samme var efter Strabos Beretning Tilfældet med det gamle Vesuvius2). Medens Keglehævningen beroer paa en punktuelt virkende Kraft, er Kjædehævningen Resultatet af en lineært virkende. Hvis Jordskorpen besad den tilbørlige Bøielighed, vilde det nedenfra kommende Tryk kun frem- bringe en tilsvarende Hævning og ikke tillige et Brud, men da denne Forudsætning, som ovenfor bemærket, ikke finder Sted, er man vistnok fuldkomment berettiget til den Paastand, at Kjædehævningen udgaaer fra eller i alt Fald staaer i Forbindelse med en Spaltedannelse. Tænke vi os, at en Deel af Jordskorpen med frem- herskende Længdeudstrækning og begrændset til Siderne af to parallele Linier blev udsat for et opadgaaende Tryk i Retning af sin Længdeaxe, vil Spændingen være lodret paa denne, og idet altsaa Masserne stræbe at hæve sig i Form af en Hvælving, vil der opstaa en Bristning langs dennes Ryg eller med andre Ord, der vil dannes een eller flere Spalter parallelt med Hævnings- axen og lodret paa Spændingens Retning3). Disse Be- vægelser foregaae imidlertid ikke eensformigt, de hævende Kræfter virke med forskj ellig Intensitet paa forskjellige v. Buch: Physik. Beschr. d. canarischen Inseln. 1825. p. 292. 2) Strabo, tibers. v. Kärcher. 5tes Buch p. 466. 3) Hopkins: Transact. of the Cambridge phil. soc. Vol. VI. I. 1836. p. 41 o. f. 2