Forsøg På En Geonostisk Tydning Af Landenes Overfladeforhold

40 hvor Grunden nærmer sig til at blive horizontal, kan den udbrede sig i Dækker af kolossale Dimensioner1), som undertiden, f. Ex. paa Island, ledsage den Reisende flere Dage i Træk. Naar den ikke snoer sig ned gjennem en Dal, ligner den fordetmeste en mørk, uregelmæssig Bakkeryg, og dens rue, kantede Udseende og skarpe Fjeldblokke ere Følgen af talrige Bristninger i den Af- kjølingsskorpe, som uafbrudt danner sig over den gløderide Strøm. — Hvad der maaskee mere end Lavastrømmene paatrykker det vulcanske Landskab en særegen Charakteer er de stærke Ophobninger af løsere Masser (sorte og rustrøde Lapilli, Aske og Sand), der snart udbrede sig jevnt over milelange Strækninger, snart linder Form af Askekegler ophobe sig ved Udbrudsaabningerne og paa Steder, hvor flere saadanne Dynger ligge sammen, maaskee ikke upassende kunne sammenlignes med uhyre Muldvarpeskud. Paa Grund af dens særegne Sammen- sætning faaer man ved Betragtning af Askekeglen gjerne Indtryk af noget Løst, Vaklende og Faldefærdigt (hyp- pigt viser ogsaa Krateret stærke Indstyrtninger), men forresten er dens Udseende efter Heldningsvinklens Størrelse temlig forskjelligt, og medens den paa Vesuv og Pico Tenerifa rager dristigt i Veiret med en Stigning af 30—40°, er den undertiden saa jevn, at den nærmest gjør Indtryk af en halvt nedpløiet Gravhøi. Gaae vi nu over til en Betragtning af de neptuniske Bjergarter, vil det vise sig, at deres Physiognomi for en stor Deel beroer paa Forhold, som svare til de *) S. v. Waltershausen: Physik. geograph. Skizze von Is- land. 1847. p. 112—14.