Træ Og Andre Skovprodukter
En Fremstilling Af Skovbrugets Vare- og Handelslære

104 stammer fra de Anlæg, der er udførte i Løbet af det 19de Aar- hundrede, thi de smaa Beholdninger af ældre Grantræ fra Tiden 1763—1800 er forlængst opbrugte, og kun undtagelsesvis har vi større Bevoksninger over 80 Aars Alder, som da ofte er frembragte ved Saaning og længe er udhuggede meget svagt. Det meste og største Grantræ findes i Nordsjælland og paa Bornholm, medens Jylland endnu næppe frembringer mere end 40 pCt. af den samlede Mængde. Vi opnaar middelgode Priser for Gran, forholdsvis lavest for de store Sortimenter, og ind- fører en betydelig Mængde Grantræ, især Bræder og Planker. Hvidgran (Picea alba). Et middelstort Træ, der ligner Rødgranen, men oftere er bugtet; dets Hjemstavn er den østlige Del af Nordamerika. Knasterne er temmelig tynde, men talrige og lange, da Hvidgranen ikke renser sig godt. Træet er tungere, haardere og varigere end Rødgran, som det ogsaa overgaar i Brændkraft; Barken er temmelig tyk. Mod Vildt, Honning- svamp og Rodfordærver staar Hvidgran sig bedre end Rødgran, men til Gengæld ødelægges den voldsomt af Snetryk og af Lophodermium Abietis. — I vore Skove findes kun smaa Mængder Hvidgran, men de talrige Læplantninger og levende Hegn vil levere en Del knastede Pæle og anselige Mængder Brænde. Sitkagran (Picea Sitkaensis). Et stort Træ, indført fra det vestlige Nordamerika. Form og indre Egenskaber udmærkede, for saa vidt man kan dømme fra dets Hjemstavn. Her i Lan- det findes kun faa Bevoksninger og næppe nogen over 40 Aar. De spidse Naale skærmer mod Vildtbid; om Modstandsevnen over for Svampe ved man endnu intet bestemt. Ædelgran (Abies pectinata). Et stort Træ. Formen min- der meget om Rødgran, men er dog hyppigere noget bugtet; purret Vækst og lavtsiddende Tveger, der sædvanlig stammer fra Vildtbid eller fra Beskadigelse ved Nattefrost (Fig. 48), fore- kommer nogenlunde hyppigt. I den ældre Alder er Ædelgranen fuldt saa jævnfør som Rødgranen, og da Foryngelse ved Selv- saaning vil blive anvendt en Del (Fig. 49), medens man hidtil især har plantet paa 1—1.5 m Afstand, kan vi vente at faa smukke knastefri Ædelgraner med konstant Aarringsbredde. Spredte Knaster forekommer ikke i saa stort Antal som hos Rødgranen, men Vanris kan optræde i Mængde (Fig. 24, S. 66); de døde Knaster hos Ædelgranen gælder for at være særlig mørke, og gamle Træer faar temmelig svære Grene.