Træ Og Andre Skovprodukter
En Fremstilling Af Skovbrugets Vare- og Handelslære
Forfatter: A. Oppermann
År: 1916
Forlag: Nielsen & Lydiche
Sted: København
Sider: 468
UDK: 634
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
104
stammer fra de Anlæg, der er udførte i Løbet af det 19de Aar-
hundrede, thi de smaa Beholdninger af ældre Grantræ fra Tiden
1763—1800 er forlængst opbrugte, og kun undtagelsesvis har
vi større Bevoksninger over 80 Aars Alder, som da ofte er
frembragte ved Saaning og længe er udhuggede meget svagt.
Det meste og største Grantræ findes i Nordsjælland og paa
Bornholm, medens Jylland endnu næppe frembringer mere end
40 pCt. af den samlede Mængde. Vi opnaar middelgode Priser
for Gran, forholdsvis lavest for de store Sortimenter, og ind-
fører en betydelig Mængde Grantræ, især Bræder og Planker.
Hvidgran (Picea alba). Et middelstort Træ, der ligner
Rødgranen, men oftere er bugtet; dets Hjemstavn er den østlige
Del af Nordamerika. Knasterne er temmelig tynde, men talrige
og lange, da Hvidgranen ikke renser sig godt. Træet er tungere,
haardere og varigere end Rødgran, som det ogsaa overgaar i
Brændkraft; Barken er temmelig tyk. Mod Vildt, Honning-
svamp og Rodfordærver staar Hvidgran sig bedre end Rødgran,
men til Gengæld ødelægges den voldsomt af Snetryk og af
Lophodermium Abietis. — I vore Skove findes kun smaa Mængder
Hvidgran, men de talrige Læplantninger og levende Hegn vil
levere en Del knastede Pæle og anselige Mængder Brænde.
Sitkagran (Picea Sitkaensis). Et stort Træ, indført fra det
vestlige Nordamerika. Form og indre Egenskaber udmærkede,
for saa vidt man kan dømme fra dets Hjemstavn. Her i Lan-
det findes kun faa Bevoksninger og næppe nogen over 40 Aar.
De spidse Naale skærmer mod Vildtbid; om Modstandsevnen
over for Svampe ved man endnu intet bestemt.
Ædelgran (Abies pectinata). Et stort Træ. Formen min-
der meget om Rødgran, men er dog hyppigere noget bugtet;
purret Vækst og lavtsiddende Tveger, der sædvanlig stammer
fra Vildtbid eller fra Beskadigelse ved Nattefrost (Fig. 48), fore-
kommer nogenlunde hyppigt. I den ældre Alder er Ædelgranen
fuldt saa jævnfør som Rødgranen, og da Foryngelse ved Selv-
saaning vil blive anvendt en Del (Fig. 49), medens man hidtil
især har plantet paa 1—1.5 m Afstand, kan vi vente at faa
smukke knastefri Ædelgraner med konstant Aarringsbredde.
Spredte Knaster forekommer ikke i saa stort Antal som hos
Rødgranen, men Vanris kan optræde i Mængde (Fig. 24, S. 66);
de døde Knaster hos Ædelgranen gælder for at være særlig
mørke, og gamle Træer faar temmelig svære Grene.