Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

126 i Tidens Løb fore faldne Omdannelser, og, ved secundære Tiltrcekningspunkter, stræber at opløse og adfiille sig, samme omgives af to Ringe, en meget fjern, Taagernes, og en nærmere, Stjernernes. Denne sidste Ring (vor Me lkev e i) er en Blanding af taagelose Stjerner iGjennem- snit af tiende indtil ellevte ©tørrdfe43, men, hver for sig betragtede, af meget forskjelligartet Størrelse, imedens isoleerte Stjernehobe (Stjernesværme) næsten altid have Ligeartethedens Charakteer. Overalt hvor Himmelhvælvingen er gjennemforffet med mægtige, rumgjennemtrcengende Kikkerter, sees Stjerner, om ogsaa kun teleffopifle af 20de indtil 24de Orden, eller lysende Taager. En Deel af disse Taager vilde sandsynligviis for endnU kraftigere opliste Instrumenter oplofts i Stjerner. Vor Nethinde erholder Indtrykket af enkelte eller meget sammen- trængte Lyspunkter hvoraf, saaledes som Arago for ganske kort siden har viist, opstaae ganske forskjellige photometriffe Forhold i Lysfølelsen^. Den kosmiske Ta age, formet eller formlos, almindelig udbredt, ved Fortætning varme- frembringende, modificerer sandsynligviis Verdensrummets Gjennemsigtighed, og formindfler den ligeartede Intensitet i Klarheden, som efter Halley og Olbers maatte opstaae, hvis ethvert Punkt i Himmelhvælvingen var bedækket med en ende- los Række as Stjerner". Antagelsen af en saadan Bedæk- ning taler imod Iagttagelsen. Denne viser store, gansie stjerne- tomme Regioner, Aabninger i Himmelen, som Wilhelm Herschel kalder dem, een i Skorpionen, sire Grader bred, en anden i Slangebærerens Lend. I Nærheden af begge, nærved deres Rand, befinde sig opløselige Taagepletter. Den, som staaer ved den vestlige Rand af Aabningen i Skorpionen, ev een af de rigeste og meest sammentrængte Hobe af smaa