Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

133 Naar det paalaa mig at gjore opmærksom paa den For- sijel, som finder Sted imellem Naturen af vor telluriske Viden og vor Kundskab til Himmelrummene samt deres Indhold, saa er det paa den anden Side ogsaa nødvendigt her at betegne Indffrænketheden af det Rum, fra hvilket vor hele Kundsiab om Stoffernes Heterogeneitet er hentet, j Dette Rum kaldes temmelig uegenligt Jordens Skorpe; det er Tykkelsen af de vor Planets Overflade nærmeste Lag, som ere os aabnede ved dybe spalteagtige Dale eller ved Menneskenes Arbeide (Borehuller og Bjergfolkenes Grubedrift). Disse Slrbetber53 naae i lodret Dybde ikke stort mere end totusinde Fod (mindre end 1 'ti Miil) under Havenes Niveau, altsaa kun til Vosoo af Jordradien. De krystallinske Masser, som udkastes ved endnu virksomme Vulkaner, og meget ligner Overfladens Bjergarter, komme sra ubestemmelige vist 60 Gange større absolute Dybder, ent) de ere, som de menneskelige Arbeider have naaet. Ogsaa der, hvor Steenkullag sænke sig ned, for i en ved nøjagtig Maaling bestemt Afstand igjen at stige op, kan man angive det bojede Lags Dybde i Tal. Saadanne Jndsænkninger bevise, at Steenkulsflotser samt de organiffe Levninger fra Forverdenen, som de indeholde (iBelgien f. Er.), ligge paa flere Maader^ fem- til sertustnde Fod under det nuværende Havspeil, ja at Bjergkalken og de devoniske trugformig krummede Lag vel naae den dobbelte Dybde. Sammenligner man nu disse underjordiffe trugformige Lag med de Bjergtoppe, som hidtil holdtes for ve højeste Dele af den hævede Jordflorpe, saa erholder man en Afstand af 37000 Fod (l7/io Miil), d. e. omtrent af Iordradien. Dette vilde i Bjerglagenes lodrette Dimension og rumlige Leiring paa hinanden altsaa kun være Skuepladsen for geognostisk Forskning, om ogsaa Jordens hele Overflade naaede en Hvide som Dhawalagiri i Himalaya-Bjergstræk-