Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

142 skjellige Resultater, at man ikke kan antage nogen regelmæssig Figur, som vilde tilfredsstille alle ad denne Vei hidtil erholdte Resultater. Jordens virkelige Figur forholder sig til en regelmæssig, „ligesom den Ujævne Overflade af et bevæget Hav forholder sig til den jævne Overflade af et roligt." Efterat Jorden var bleven maalt, nmatte den vejes. PendUlsvingninger og Blylod have ligeledes tjent til at be- stemme Jordens Middel-Tæt hed: hvad enten man nu i Forening af astronomisie og geodætifle Operationer søgte Bly- loddets Afledning fra Vertikalen i Nærheden af et Bjerg, eller ved Sammenligning af Pendullængden paa Sletten og paa Toppen af et Bjerg, eller endelig ved Anvendelse af en Dreiningsvægt, hvilken man kan betragte som et horizontalt svingende Pendul, maalte de nære Jordlags relative Tæthed. Af disse tre Methoder^ er den sidste den sikkreste, da den vanskelige Bestemmelse af ve Mineraliers Tæthed, af hvilke det sphæriske Segment af det Bjerg bestaaer, i hvis Nærhed man observerer. Den giver efter de nyeste Forsog af Reich 544/ioo; d. v. s. ven viser, at hele Jordens Middel-Tæched er saamange Gange større, end det rene Vands. Da nu efter de Bjerglags Natnr, som danne den tørre, continentale Deel af Jordoverfladen, denne Deels Tæthed neppe belober sig til 2Vio, den tørre og oceaniske Overflade tilsammen neppe l6/w, faa folge af hnn Angivelse, hvormeget det Indres elliptiste ulige fladtrykte Lag ved Tryk eller ved Stoffernes Heterogeneitet tiltage i Tæthed imod Centrum. Her viser sig igjen, at PendUlet, det lodrette saavelsom det horizontalt svingende, medrette er bleven kaldt et geognoftifk ^sn s tin ment. Men de Slutninger, til hvilke Brugen af et saadant Instru- ment fører, have ester ve Hypothesers Forsijellighed, fra hvilke man udgik, ledet berømte Physikere til ganste modsatte