Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

162 Høet Rum, og udenfor samme forbliver Lnftelektricitetens Tilstand uforandret. Det magnetiste Uveir derimod aaben- barer sin Virkning paa Naalens Gang over store Stræk- ninger af Continenter; saaledes som Arago forst har op- daget i fjern Afstand fra det Punkt, hvor Lysudviklingen bliver synlig. Det er ikke Usandsynligt, at, ligesom' ved tunge, truende Tordensiyer og ved Lufteleklricitetens hyppige Gaaenover i den modsatte Tilstand, det ikke altid kommer til Udladning ved Lyn, maa det magnetiske Uveir ogsaa kunne fremkalde store Forstyrrelser i Naalens daglige Gang og i vid Omkreds, uden at Ligevægten nodvendigv iis behøver at komme tilveje ved E.rplosion, ved en lysende Strom fra een af Polerne til WqUatoren, eller vel endogsaa fra Pol til Pol. Naar man vil sammenfatte alle Phcenomenets Enkelt- heder i eet Billede, saa er et aldeles uddannet Nordlyses Tilsynekommen og Forlob at betegne paa folgende Maade: Dybt nede ved Horizonten, omtrent i den Egn, hvor denne ftjæres af den magnetiste Meridian, mørkner siq den tidligere -Hare Himmel. Der danner sig en tyk Taagevæg, der om- sider stiger op og naaer en Hvide af 8 til 10 Grader. Dette mørke Segments Farve gaaer over i det Brune eller Vio- lette. Stjerner ere synlige i dette, men ligerviis som om Himmelegnen var formørket af en tyk Røg. En bred og klar Lysbue, svrst hvid, dernæst guul, begræudser det dunkle Seg- ment; men da den glimrende Bue vpstaaer senere end det røggraa Segment, saa kan man ifølge Argelander ingenlUnde ansee sidstnævntes Mørkhed som et optisk Bedrags, frem- kommet ved den blotte Contrast med den klare Lyssømning. Hvor Lysbuens højeste Punkt med Nøjagtighed er bleven maaü4, har man fundet, at det sædvanlig ikke befinder sig aldeles i den magnetiske Meridian, men derimod 5°—18° frei