Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

184 os. Et saadant Indtryk troer jeg ingenlunde at være en Folge af Erindringer om de ødelæggelsens Rædsler, der foresvæve vor Indbildningskraft som Reminiscenser af For- tællinger om historist Fortid. Hvad der faa vidunderlig griber os, er det, at vi see os ffUffede i den barnlige Tro paa et sikkert Fodfæste, paa Jordlagenes Ro og Ubevægelighed. Fra vor tidligste Barndom ere vi vante til Contrasten imellem Vandets bevægelige Element, og Ubevægeligheden af den JordbUnd, paa hvilken vi staae. De Vidnesbyrd, som vore Sandser yde, have alle tjent til at befæste os i denne Tro. Naar derfor Jordbunden plndselig bæver, saa optræder hemmelighedsfuldt en ny nbekjendt Naturmagt, som noget Handlende, som bevægende det Faste. Et Djeblik tilintetgjor det hele Livs tidligere Illusion. Vi fole os skuffede med Hensyn til Naturens Ro, vi fole os hensatte i nbekjendte, ødelæggende Kræfters Omraade. Enhver Lyd, Lilftens svageste Bevægelse spænder vor Opmærksomhed. Man troer ligesom ikke mere den Jordbund, paa hvilken man træder. Det Usædvanlige ved Phænomenet frembringer den samme ængstelige Uro hos Dyrene. Sviin og Hunde gribes især deraf. Croco- dillerne i Orinoco, der ellers ere saa stumme som vore smaa Fiirbeen, forlade Flodens rystede Bund og lobe brølende ad Skovene til. For Menneffet fremstiller Jordstjælvet sig som noget allestedsnærværende, som noget ubegrændset. Fra et virksomt Udbruds-Krater, fra en mod vor Bolig rettet Lavastrom kan man fjerne sig; ved Jordstjælvet derimod troer man allevegne, hvorhen man endog retter sin Flugt, at befinde sig over øde- læggelsens Arne. Men en saadan Gemytstilstand, fremkaldt af vor inderste Natur, er ikke af lang Varighed. Folger i et Land en Række svage Jordstsd paa hinanden, saa for-