Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

204 hvilket især er fordærveligt for Viinstokken og Olietræer, saa betegner dette stedse Enden paa en stor ErUption. Dette er det pragtfulde Phænomen, som allerede PliniUs den Angre, med Hensyn til Vesuv, i sit berømte Brev til Cornelius Tacitus har sammenlignet med en hoigrenet, flyggende Gran. Det, man ved Slaggeeruptioner beflriver som Flammer, tor man vistnok ikke, ligesaa lidet som Lysglandsen af de røbe Jldskyer, der svæve over Krateret, antage for brændende Brintegas. Det synes langt snarere at være enLys- refler, der udgaaer fra de høit iveiret kastede smeltede Masser, deels vil det ogsaa kmine være Lysrefler fra Dybden, del- oplyser de opstigende Dampe. Hvad iovrigt de Flammer ere, som man allerede fra Strabos Tid Undertiden, medens Kyst-Vulkaner have raset, eller kort for Hævningen af et vUlkansk Eiland har seet at stige op as Havets Dyb, det formaae vi ikke at afgjore. Naar man opkaster Spørgsmaalet om, hvad der i Vnl- fanerne egentlig brænder, hvad der fremkalder den Varme, der smeltende blander Jordarter og Metaller, og i flere Aar giver Lavastrømme af Uhyre Tykkelse^ en høi Temperatur; saa ligger den Fordom til Grund for et saadant Sporgsmaal, at Vulkanerne nodvendigviis ligesom Jord- brandene i SteenkUlsflotser, maae være bundne til visse ild- nærende Stoffers Tilværelse. Ester de chemiste Anskuelsers forskjellige Stadier, betegnedes snart Jordbeg, snart Svovlkies eller den vaade Contact af fiint fordeelt Svovl og Jern, snart porphyragtige Substantser, og snart Metallerne i Al- kalierne og Jordarterne som Aarsagen til de vnlkanffe Phæno- mener i deres intensive Virksomhed. Den store Chemiker, hvem vi skylde Kundskaben om de brændbare metalliske Sub- stantser, Humph ry Davy, hari sit sidste, en veemodig Følelse