Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

212 syvende Aarhund rede af vor Tidsregning ovelagde Omegnen. „Brændende Steenmasser,"-sige de, „flove som smeltet Fedt/" De her sammentrængte Kjendsgjerninger, hvorpaa man hid- indtil ikke noksom har agtet, gjore det sandsynligt, at Havets Nærhed og Havvandets Nedtrængen til de vulkanske Ildsteder ikke er en absolut nødvendig Betingelse for den Underjordiske Ilds Udbrud, og at Littoralet vistnok fim befordrer saadan Frembryde«, fordi det danner Randen af det dybe Havbækken, som, dækket med Vandlag, yder en ringere Modstand, og ligger mange tilsinde Fod dybere, end det indre og højere Fastland. De fortiden virksomme og ved permanente Kratere sam- tidig med Jordlegemets Indre og med LUftkredsen commUni- cerende Vulkaner have aabnet sig i en saa sildig Epoche, at de overfte Kridttag og alle Tertiairformationer dengang allerede have været tilstede. Derom vidner Trachyt-Eruptionerne, saavelsom Basalterne, der ofte danne Hævningskraternes Vægge. Melaphyrer naae indtil det midterste Tertiair-Lag, men begyndte allerede at vise sig under Jura-Formationer, ivet de gjennembryde den spraglede Sandsteen^. De gjennem Kratere endnu virksomme Vulkaner maa man ikke forverle med de tidligere Udgydelser af Granit, Quarts-Porphyr og Euphotid, der have fundet Sled gjennem aabne, snart igjen sig lukkende Kloster (Gange) i ældre Overgangsbjerge. Den vulkanste Virksomheds Ophor er enten kun partiel, saasom at den underjordiske Ild i een og samme Bjergkjæde søger en anden Udvei, eller total, saaledes som i Auvergne; som Vulkanen Mosychlos" paa den Hephæstos helligede §), bvis „høithvirvlende Flammer" endnu Sophokles kjendte, og Vulkanen ved Medina, som ifølge Burckardt endnU den 2. Nov. 1296 udstødte en Lavastrøm, ere saaledes Erempler i