Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

7 den dybeste Ro, de umaadelige Grcesfletter og Steppers Dde, saaledes som i det nordlige Asiens og i den nye Verdens sormlose Fladland; snart fængfler os, hengivne til venlige Billeder, Synet af den dyrkede Mark, Menneskets forste Bosættelse, omringet af steile Klipper, ved Randen af den sillmmende Elv. Thi det er ikke saavel Tiltalens Styrke, ver betegner den individUelle NatUrnydelses Trin, som det er- den bestemte Kreds af Ideer og Følelser, hvilke de fremavle og skjcenke Varighed. Idet jeg hengiver mig til egne Erindringer om store Naturscener, dvæler Tanken ved Oceanet, naar i de milde tropiske Nætter Himmelhvælvingen udgyder sit planetariske, ei funklende, Lys over den blidt rullende Bølgeflade; eller ved Cordillerernes Skovdale, hvor med kraftig Vært høje Palme- stammer gjennembryde det mørke Løvtag og rage frem som Soilegange, „en Skov over Skoven"?; eller ved Bjerget Pico paa Teneriffa, naar horizontale Skylag adstille Askekeglen fra den lavere Jordflade, og pludselig Blikket, gjennem en Aabning, som den opstigende Luftstrøm danner, sænker sig fra Kraterets Rand ned paa Orotova's viinkrandsede Høje og Kysternes Hesperidehaver. I disse Scener er det ikke mere Naturens stille, flabende Liv, dens rolige Færd og Virken, som tiltaler os; det er Landskabets individnelle Charakteer, en Sammen- flyven af Skyers, Havs og Kysters Omrids i Nernes Morgen- dvst; det er Planteformernes Skjonhed og GrUppering. Thi det Umaalte, ja selv det Skrækkelige i Naturen, alt hvad der overstiger vor Fatteevne, bliver i en romantisi Egn Kilde til Nydelse. Phantasien over da sit frie Spil paa det, som af vore Sandser ikke fUldstændigt kan omfattes; dens Virken tager ved enhver Verel i Iagttagerens Gemytsstemning en