Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

229 gjennemsætte (-skyde) Kridtlagene; ligesom ogsaa i den tætte Flstskalksten, der berøres af en syenitagtig Granit ved Broen i Boscampo og i den ved Grev Mazari Pencati berømt blevne Cascade i Canzocoli (Tyrol) i deelviis bojede Lag^. En anden Art af Forvandling er den, hvor alle Lagene i den tætte Kalksteen ved Indvirkning af Granit, Syenit eller Dio- ritporphyr, ere forvandlede til kornet Kalksteen. Her være det endnu tilladt særstilt at nævne det pari ske og carr ariske Marmor, der er blevet saa vigtigt for Billed- huggerkunstens ædleste Værker og i vore geognostiske Samlinger ikkun altfor længe have figureret som Hovedtypus for Urkalk- stenen. Granitens Paavirkninger aabenbare sig nemlig deels ved umiddelbar Berøring, saaledes som i Pyrenæerne", deels, som i Grækenlands Continent og i D-Rækken i det ægæiske Hav, gjennem Mellemlag af Gneis og Glimmerffiefer. Begge Dele forudsætte en samtidig, men forskjelligartet Proces i Steenmassernes Forvandling. I Attika, paa Enboa og Pelo- ponnes er bleven bemærket, „at i Reglen den paa Glimmer- ffiefer leirede Kalksteen er i samme Grad stjonnere og mere krystallinsk, som Glimmersiieferen viser sig renere, d. v. s. mindre leerholdig." Denne sidstnævnte Bjergart, ligesom og- saa Gneislagene, træve frem i mange dybtliggende Pnnkter, paa Paros og Antiparos^. Naar ifølge en ved Origines op- bevaret Notits af den gamle Cleat Xenophanes fra Kolophon18, der forestillede sig Jordfforpen tidligere at have været aldeles be- dækket af Havet, man i Steenbruddene ved Syrakus har fUndet Forsteninger af SoprodUcter, og i de dybeste Klippelag paa Paros Aftrykket af en lille Fist" (en Sardelle), saa kunde man fristes til at tro, at Flotslagenes Metamorphose paa disse Steder ikkun mnldstændigt har fundet Sted. Den allerede for den Augusteiske Tidsalder benyttede Marmor fra Carrara