Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

sile Rester af Kængnru, i Ny-Seeland halvfossile Knokler af en Uhyre strudsartet Fugl, Owens Dinornis, som er nær be- flægtet med den nUlevende Apteryr, men derimod kun lidet med den først sildig Undergaaede Dronte (Dodo) fra Den Rodriguez. Continenternes nærværende Form stylde de maaffee for største Delen deres Hævning over Havspeilet ved Quarts- porphyrernes Eruption: en ErUption, der saa voldsomt har rystet den første store Land-Flora, Materialet til Steenkills- dannelserne. Men hvad vi kalde Continenternes Fladland, er kun de brede Rygge af Høje og Bjergmasser, hvis Fod ligger paa Havets Grund. Ethvert Fladland erifølge sine submarine Forhold stedse en H o islet te, hvis Ujævnheder stjules, ligesom ved opstyltet Land, af nye Sedimentforma- tioner, afsatte i horizontale Lag. Blandt de almindelige Betragtninger i en Nctturffildring, indtager Quantiteten af det over Havspeilet fremragende og hævede Faste (Land) den forste Rang; efter Bestemmel- sen af den rumlige Flade folger Betragtningen as de indivi- duelle Former i horizontal Udstrækning (Leddelings- Forholdene, eller l lodret Hævning (Bjergkæderneshypso- metrifle Forholde). Vor Planet har to Omhylninger: en almindelig, Luftkredsen som elastiskt FlnidUm og en particulair, Havet, kun local Udbredt, der som uelastiflt Fluidum omgrændser det Faste (Landet), og derved betinger dettes Figur. Begge Planetens Omhylninger, Lnft og Hav, danne et Naturhele, der giver Jordoverfladen sin klimatiske Forskellighed: alt efter Hav og Lands relative Udstrækning, efter det Fastes Ledfoining og Orientering, samt efter Bjerg- kjcedernesRetning og Hvide. Af-denne Kundstab om Lufts, Havs og Lands gjensidige Indvirkning fremgaaer, at store