Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

315 merdfe60 frembyder Ve vidunderligste Masseforhold (ogsaa denne Betragtning er Resultatet af Ehrenbergs Opdagelser). De mindste blandt Jnsusorierne, Monavinerne, opnaae kun et Tværmaal af Linie, og dog danne De kieselpantsrede Organismer i fugtige Egne underjordiske Lag af flere Favnes Tykkelse, hvori der saaledes allevegne rører sig Liv. Indtrykket af det allevegne i Naturen skuede Liv, ver er faa opvækkende og velgjorende for Menneskets Følelse, tilhorer alle Zoner; mægtigst bliver det dog henimod Mquator, i den egentlige Palmernes, Bambusernes, og de træagtige Bregners Zone' der, hvor Jordbunden hæver sig fra den molluffe- og coralrige Havbrev indtil den evige Snees Grcendse. Plan- ternes og Dyrenes Stedforhold omfatte næsten alle Hvider og Dybder. Organiske Dannelser sænke sig i Jordens Indre; ikke blor der, hvor Bjergmandens Flid har dannet store Aab- ninger, men ogsaa i de naturlige Huler, som første Gang aabnedes ved Sprængning, og hvor ikkun meteore Dagvande have kunnet trænge ned gjennem Spalter, har jeg fundet Stalaktitvægge (Drypsteeusvægge) bedækkede med Det fine Væv af en Usnea. Podureller trænge ind i Gletschernes Jisrør paa Monte-Rose, i Grindelwalb og den øvre Aargletscher (Jisbrce); Chionaea araneoides, beskrevet af Dalman, samt den mikroskopiske Discerea nivalis (tidligere Protococcus) leve i Polarlandenes Sneemasser saavelsom paa vore høje Bjerge. At man undertiden seer den gamle ©nee farvet rød, var allerede Aristoteles bekjendt''^, formodentlig fra de macedoniste Bjerge. Medens paa Schweizer-Alpernes høje Toppe ikkun Lecideer, Parmelier og Umbilicarier hoist sparsomt farve den for Snee blottede Klippemasse blomstre endnu enkeltviis skjonne Phanerogamer, den uldne Culcitium rufescens, Sida Pichin- chensis og saxifraga Boussingaulti paa Andeskjæden unde.r