Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

11 retning om det „østlige Asien" (Strabo lib. XI. p. 510 Cas.), 25 Ege, 4 Birke, 2 Aeskulus (det hundrede Fod hose vilde Kastanietræ fra Kaschmir beboeg indtil 33° nordl. Brede af store hvide Aber med sort Ansigt. Carl von Hügel, Kaschmir 1840, Th. II. S- 249), 7 Ahorn, 12 Piil, 14 Roser, 3 Jordbær-Arter, 7 Alperoser fRhododendra), hvoraf den ene er 20 Fod hoi, og mange andre nordiske Planteformer. Blandt Conisererne er Pinus Deodwara eller Deodara (egentlig i Sanskrit déwa daru, Guder-Bygningstræ) nær beflægtet med Pinus cedres. Nær ved den evige ©nee prunke med store Blomster Gentiana venusta, G Moor- croftiana, Swertia purpurascens, S. speciosa, Parnassia armata, p. nubicola, Paeonia Emodi, Tulipa støllata; ja selv ved Siden as de det indiske Holland ejendommelige Arter af europæiske Planteslægter, sinder man ogsaa ægte europæiske Species, som Leontodon taraxacum. Prunella vulgaris ; Galium Aparine, Thlaspi arvense. Lyng-Arlen, fem allerede Saunders omtaler i Turners Reiser og som man endog har forverlet med Caliuna uilgaris, er en Andromeda, et Factum, som for de asiatiske Planters Geographie er af stor Vigtighed. Naar jeg i denne Note betjener mig af saa uphilosophiske Udtryk som: i Asien vildt vorende europæiske Former eller europæiske Arter, saa folger jeg herved kun en gammel Sprogbrug, for hvilken Ideen til Organis- mens rumlige Udbredelse, eller rettere dens Eristents, meget dogmati- serende er underlagt den historiske Hypothese om Indvandring, ja at man endog as Forkjcerlighed for europæisk Cirltur har forudsat Van- dringen fra Vest til Ost. 12 (S. 10.) Sneegrændsen ligger paa den sydlige Skraaning as Himalaya-Kjæden 2030 T. (12180 Fod^ nemlig par.) over Havets Overflade; paa den nordlige Skraaning, eller rettere paa de Tinder, som hæve sig paa det tybetanske (tartariske) Plateau, 2600 T. 15600 F.) under 30'/s° til 32° Brede, medens under LEquator paa Andeskjæden i Qvito Sneegrændsen ikkun ligger 2470 T. (14820 F.) hoit. Dette er et Resultat, som jeg har uddraget as de mange Angivelser af Webb, Gerard, Herbert og Moorkrost. S. mine tvende Mémoires sur les Montagnes de linde fra 1816 og 1820 i Annales de Chimie et de Physique T. III, p. 303; T. XIV. p. 6, 22, 50. Den storre Hoide, til hvilken Sneegrændsen paa den tybetanske Skraaning er tilbagetrængt, har sin naturlige Folge i den samtidige Virkning af Varmestraalingen fra de nære Hoisletter, af Himlens Klarhed og af Sjeldenheden ved Sneedannelse i meget kold og tor Lust (Humboldt, Asie centrale T. III. p. 281—326. Det Resultat med Hensyn til Sneehoiden paa begge Himalayas Skraaninger som jeg har an feet for det sandsynligere, har tillige Colebrvvkes store Autoritet for sig. „Auch ich finde", skrev han mig i Juni 1824, „die Höhe des ewigen Schnees nach den Materialien, „die ich besitze, an dem südlichen Abfall unter dem (nördl.) Parallelkreis 2*