Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

42 S. 188, 192, 197, 200, 202 og 230; tillige i Schum. Jahrb. 1837, S. 149—168 (saavelsom i Poggend. Annal. Bd. XXXVin. S. 498: „Beobachtungen über die physische Beschaffenheit des Halleyschen Co- meten und dadurch veranlaßte Bemerkungen"). William Herschel troede ogsaa i sine Observationer af denne skjonne Comet fra 1811 at sinde Be- viser for Kjærnens og Halens Rotation (Philos. Transact, for 1812 P. I. p. 140), ligeledes Dunlop i Paramatta ved den tredie Comet fra 1825. 71 <S. 84.) Bessel i Astr. Nachr. 1836, Nr. 302, S. 231, (Schum. Jahrb. 1837, S. 175.) Samml. ogsaa Lehmann über Com etc n schw eise i Bodes Astron. Jahrb. for 1826, S. 168. 72 (S. 84.) Stagirit, kaldes undertiden Aristoteles efter Staden Stagira i Macedonien, der var hans Fødeby. S. 73 (S. 84.) Aristot. Meteor. I. 8, 11—14 og 19—21 (ed. Jdeler T. I. p. 32—34). Biese, Phil, des Aristoteles Bd. II. S. 86. Ved den Indflydelse, som Aristoteles har udovet paa hele Middelalderen, maa man uendelig beklage, at han saa aldeles ikke kunde gaae ind paa be store og Sandheden sig mere nærmende Anskuelser om Verdensbygnin- gen, som de ældre Pythagoræere havde. Han erklærer Cometerne for al være forsvindende, til vor Atmosphære horende Meteorer i samme Bog, i hvilken han anfører den Pythagoræiske Skoles Mening (Aristot. I. 6, z), hvorefter Cometerne betragtes som Planeter med lang Omlobstid. Denne Pythagoræiske Lære, som ifolge Vidnesbyrd af Apollonius Myn- dius endnu var langt ældre hos Chaldæerne, gik herfra over til de vi- denskabelig saa lidet selvstændige Romere. Myndieren beskriver Cometer- nes Baner som saadanne, der fore langt ind i de ovre Himmelrum. Der- for siger Seneca (Nat. Quaest. Vil, 17/: Co metes non est species falsa, sed proprium sidus sicut solis et lunæ: altiora mundi secat et tune deinum apparat qunrn in imum cursum sui venit; og (VII, 27): Come- tas æternes .esse et sortis ejusdem. cujus cætera (sidera), etiamsi faciem illis non habent similem. Plini us (IL, 25) tyder hen paa Apollonius Myndius, naar han siger: Sunt qui et hæc sidera perpetua esse -credant suoqne am bi tu ire, sed non nisi relicta a sole c.erni. 74 (S. 84.) Occultation (Sternbedeckung) betegner i Astrono- mien, at et Himmellegeme paa kort Tid træder foran et andet, og derved skjuler eller synlig bedækker dette; meest almindelig bruges Ordet om Maanen og Firstjerner, hvis Occultationer af Søfarende, saavelsoni af Astronomer, anvendes til at bestemme et Steds Længde (Meridianfor- skjel.( S. 75 (S. 84.) Olbers i Astr. Nachr. 1828, S. 157 og 184) Arago de la constitution physique des cométes i Annuaire de 1832. p. 203—208. Det var allerede de Gamle paafaldende, at man kan see igjennem Cometerne som gjennem en Flamme. Det ældste Vidnesbyrd