Kosmos I
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse.

101 troet, at Jordkrastens stærkeste Intensitet ikkun var to og en halv Gang ftørre end den svageste, som nogetsteds giver sig tilkjcnde paa Overfladen af vor Planet (Sabine, Report on magn. Intensity y. 82). 00 (©. 157.) Allerede Gilbert formodede (1600), at der m mitte herske et noje Forhold imellem de magnetiske og elektriske Kræfter, og de fleste Physikere, der senere beskjæftigede sig med Elektricitet og Galvanisme, rettede desaarsag særlig Opmærksomhed herpaa; saameget mere, som de i denne Retning esterhaanden opdagede Kjendsgjerninger stedse paany bestyrkede hiin Formodning. Slog s. Er. Gnisten fra en Leydener Flaske gjeiuiem en Magnetnaal, saa blev dennes Polaritet der- ved undertiden aldeles forandret; ligeledes saae man, at elektriske Slag, fam gik igjennem Staalnaale, meddeelte disse Polaritet, men hvorledes Polernes Beskaffenhed var afhængig af Ndladningsslagets Ret- ning, var man ikke istand til at bestemme; ja man saae endog, at en Staalnaal, som man ved nogle kraftige Slag meddeelte Polaritet, tabte denne ved den næste, og uden at man havde foretaget mindste Foran- dring med Apparatet. Da nu iovrigt Staalnaale magnetiseres alene ved Friction og Rystning, saa forblev det et ubesvaret Sporgsmaal, om den ved det elektriske Slag fremkomne Rystning ikke var den alene virkende Aarsag. — Ester Opdagelsen as den Vvltaiste Soile erkjendte man en overordentlig stor Analogie imellem Elektricitetens Fordeling i denne og Magnetismens Fordeling i en Staalstav; men alle Bestræbelser paa at eftervise nogen in b r e Forbindelse imellem disse, vare forgjceves, indtil det i Aaret 1820 lykkedes vor berømte Landsmand H. C. Or st ed (Experimenta circa efficaciam conflictus electrici in acum magneticum. Hafniæ 21. Juli 1820) at vise, at enhver Leder, hvorigjennem der gaaer en elektrisk Strom, yttrer under hele dennes Varighed en beftemt Indvirkning paa en i Nærheden væ- rende Magnetnaal. For med Lethed at overstue Fundamentalphæ- nomenerne, ville vi forestille os Strommcn gjennem Apparatet som ud- gaael fra den positive Leder og uden nærmest at lage Hensyn til den negative Elektricitet. Strømmen gaaer altsaa ved en Soile fra Zinken gjennem Forbindelsestraaden til Kobberet, og herfra gjennem Soilen igjen til Zinken. Ved et enkelt Voltaisk Element gaaer den fra Zinkpladen over i den vaade Leder og vender fra denne gjennem Kobberet og den begge Pladerne forbindende Traad tilbage til Zinken. Forbinde vi begge en Voltaisk Soiles Poler ved en Kobbertraad, i hvilken den omhyggeligste chemiske Analyse ikke formaner at paavise mindste Spor af Jern eller andet Metal, hvorpaa Magneten under sæd- vanlige Forhold indvirker, saa erhvlder denne Traad Magnetisme saa- lcenge, som Strommen gaaer gjennem samme, men taber den strar, saa- snart Forbindelsen imellem begge Polerne ophæves (iovrigt tilbageholdes den magnetiske Kraft aldrig i noget enkelt Stof). Herved iagttager