Gravminder Fra Københavns Og Frederiksbergs Kirkegaarde

Allerede tidligere har der været gjort Forsøg paa at fremstille et lignende Billedværk som nærværende, idet den kendte Kobberstikker G. L. Lahde i 1801 paabegyndte Udgivelsen af en Række Kobberstilk over »Mindesmærker« paa Assi- stents Kirkegaard med dertil hørende Biografier. Dette Værk, der desværre maatte stanse af Mangel paa Støtte, skal her nævnes, ikke blot paa Grund af sin smukke Udstyrelse men ogsaa, fordi det i Indbydelses- planen motiverer og gennem Tiderne har dokumenteret, hvor betydningsfuldt et saadant Billedværk er som »Mindeskrift«. Det bevarer, som Lahde siger, »bedre end Marmoret selv« Monumenterne for Efterverdenen. Af de af Lahde gengivne 14 Monumenter ere saaledes de 8 — lige som Hundreder af andre Gravminder - forsvundne, faldne sammen eller tilintetgjorte ved senere Slægters Mangel paa Pietet. Nu værner ganske vist saavel Begravelsesvæsenet som Kunstakademiet om de værdifuldeste Monumenter paa hjemfaldne eller forsømte Grave. Flere af disse vil dog falde for Tidens Tand, og under alle Omstændigheder vil mangt et Grav- minde af kunstnerisk og historisk Værd blive fremdraget gennem dette Værk. I ganske særlig Grad har Kunsten helliget sig Mindesmærkerne over de Af- døde, og hos saa godt som alle Folkeslag har Gravmælet været et al Kunstdriftens første Udslag. Man skulde ogsaa tro, at Gravmindekunsten til enhver Tid maatte være Folkets Kunst; den ligesom paatvinger sig, idet jo saa godt som alle mindst een Gang i deres Liv staa overfor det: at skulle rejse den eller dem, som de have elsket og agtet, et Minde. Hvad er da naturligere end Ønsket om, at dette maa blive smukt og til Ære for den Afdøde! Naar ikke desto mindre Gravmindekunsten herhjemme ikke har spillet nogen fremtrædende Bolle paa vore Kirkegaarde, da skyldes det vel nok for en Del de klimatiske Forhold, men dernæst ogsaa den gennem lange Tider herskende Fordom hos »Standspersonerne« og de Velhavende mod at indrette deres Grav- steder under aaben Himmel; de ønskede at hvile i Kirkerne og Gravkapellerne. Endelig var de gamle københavnske Kirkegaarde — de, der laa omkring Kir- kerne, og de smaa Assistens Kirkegaarde, som vare spredte mellem Husene over hele den gamle By — sikkert ikke særlig indbydende. Og ej heller fristede de nyere Begravelsespladser: Holmens Kirkegaard (anlagt 1666), Garnisons Kirke- gaard (1711) og Assistens Kirkegaard (1760). De laa jo alle udenlor Byen og dens Volde, Og end ikke den bekendte Ringmur om sidstnævnte Kirkegaard tormaa- ede at beskytte Gravene der mod Vold og Hærværk. Disse Kirkegaarde blev derlor i lange Tider nærmest de fattiges Begravelsespladser. Stor Opsigt vakte det, da endelig en Standsperson, Johan Samuel Augustin, i Henhold til sin testamentariske Bestemmelse Aar 1785 blev jordfæstet paa Assi- stens Kirkegaard. I sin Biografi over ham udtalte R. Nyrup: »Han var den første Mand af nogen Anseelse og ophøjet Stilling i Staten, der valgte denne Plads til sil Hvilested, og da alle Oplyste allerede var enige i at anse Kirkehvælvinger og Kapeller som aldeles upassende Begravelsessteder, blev hans lysende Exempel siden fulgl af saa stor en Mængde«.