Gravminder Fra Københavns Og Frederiksbergs Kirkegaarde

Ogsaa i en anden Henseende knytter der sig Interesse til Augustins Gravsted. Monumentet paa delte — det ældste virkelige Monument paa Assistens Kirke- gaard — var udført af Wiedewell. Med dette forøvrigt ganske prunkløse Gravminde, som desværre forlængst er tilintetgjort, indlededes en Æra i vor Kirkegaards Kunst. Naar undtages Wiedewelts Gravsten op ad Muren i Petri Kirkes Urtegaard over Prokansler Erik Pontoppidan (1765) og over Dr. Iheol. E. 1). Hauber (1779) er der paa vore kristne Kirkegaarde for Tiden før 1785 ikke efterladt os et eneste Mo- 7 nument af Betydning. Hvad der fandtes af Gravmæler er gaaet tabt i Tidernes Løb. Noget større kunstnerisk Tab har vi dog næppe lidt i all Pald ikke efter Bah- beks Skildring (1803): »De flestes Monumenter ere saa smagløse, at man ej kan se dem uden Latter«. Han nævner derhos »den Mængde ildegrinende Dødninge- hoveder og afskyelige Benrader, som vrimle paa næsten alle Monumenter«. Mulig, at man dog skal tage disse Bahbeks Udtalelser med et vist Forbehold — dikte- rede som de ere af Datidens stærke Uvilje mod Barokstilen. Blandt andet finde vi paa de os efterladte flade Ligsten — Ligfliser — fra denne Periode ofte en aldeles fortræffelig Skrift, som man kun maatte ønske, al Nutidens Kunstnere og Haandværkere vilde tilegne sig. Noget for sig ere Monumenterne paa den jødiske Kirkegaard i Møllegade. Ifølge jødisk Bilus skal Begravelsespladsen være et evigt Hvilested, ingen Grav maa for- styrres. I Overensstemmelse hermed træffe vi en Mængde gamle Gravstene paa denne Kirkegaard lige fra dens første Tid, og, naar de ikke alle findes der, skyldes delte ydre Molest, som er overgaaet Kirkegaarden, navnlig i 1807 under Bom- bardementet, da de engelske Soldater havde Kvarter i Kirkegaardens umiddelbare Nærhed. Kirkegaarden anlagdes i 1694, men allerede 1693 blev Liget af den unge David Israel, en Søn af den første her bosiddende Jøde Israel Salomon med Magi- stratens Tilladelse jordet paa Pladsen. Hvad der navnlig karakteriserer disse jødiske Ligsten er deres Alvor i Udstyr og Indskrift og deres Ensartethed i Form og Størrelse. Menigheden har vaagel over, at selv del jævneste Medlem fik sit værdige Minde. Den røde Sandsten er den, der almindeligvis er benyttet, og i særlig Grad og ofte paa den beundrings- værdigste Maade danner Mindeteksten med sine udhævede Typer Stenenes Decor. Oprindelig er disse Sten sikkert indførte, ligesom deres Udstyr skyldes Tradi- tionerne fra Udlandets jødiske Kirkegaarde. Ejendommeligt er det forøvrigt, i hvor lang Tid disse Traditioner har hævdet sig, selv om de ikke har holdt enhver Paavirkning borte. Først med Gravstenen over den ansete jødiske Kunsthaand- værker Aron Jacobsen (død 1775) se vi en stærkere ydre Indflydelse gøre sig gældende. Paa dette Tidspunkt var Wiedewelt bleven Direktør for Kunstakademiet. Klas- sicismens Genfødelse i Kunsten var nu bleven Løsenet, og ikke mindst i vor Monu- mentkunst gennemførte han en fuldstændig Bevolution. Af hans paa Assistens Kirkegaard endnu værende Mindesmærker skal fremhæves: De Bodenhoffske og Wärnske Gravmæler og Monumenterne over Geheimeraad Carstens og Professor Georg Nielsen. Alle disse Gravminder vidne om Wiedewelts Anlæg for det deko-