Gravminder Fra Københavns Og Frederiksbergs Kirkegaarde

rative og hans Kærlighed til Antiken — endelig viser de ham som den erfarne Kunstner i Haandværkets Tjeneste saavel i Udførelsen som i Anvendelsen al de forskellige Marmor- og Sandstens-Sorter. Wiedewelt døde 1802. Aarene fra 1785 til omkring det nye Aarhundredes Begyndelse kan betegnes som den danske Gravmonument-Kunst’s Guldalder, og talrige er de Gravmæler, som er bevarede fra denne Tid. Er de end ikke alle betydelige som Kunstværker, saa er der dog Karakter over dem. De udtrykke Noget: Ro og Værdighed. De afspejle Tidsaanden: den alvor- lige Borgerdyd og Pietetens Tid. En ganske egen historisk Kolorit hviler over den gamle Del af Assistens Kirkegaarden med dens dels fritstaaende dels i Murblæn- dingerne indsatte Gravminder fra denne Tid. Saavel Wiedewelt som hans tvende Elever Dajon og Weidenhaupt hvile ogsaa der. Som særlig ejendommelige Gravmæler fra hin Tid kan anføres Monumenterne over Digteren Tode, Student Jobs. Wasserfall, Professor Aasheim og Videnskabs- manden P. C. Abildgaard. Man beundre forøvrigt ogsaa de stilfulde Jærngitre Ira denne Tid i Modsætning til de senere optrædende smagløse og plumpe Støbe- jærnsindhegninger. Efter Wiedewelts Død kom de onde Dage over København: Nederlagets og Pengeknaphedens Tider. Dette mærkedes ikke mindst paa vore Kirkegaarde, der forsømtes mere og mere. Forgæves søgte man at dæmme op herimod. Paa Fore- stilling af Stadsbygmesteren i København til Caneelliet, og efter Anbefaling af Magistraten og Kunstakademiet, udkom saaledes under 27. December 1816 et kgl. Rescript, hvorefter alle fremtidige Monumenter skulle underkastes Censur af Aka- demiet. Denne Censur skulde gælde ikke blot selve Monumentet, men ogsaa In- skriptionen paa samme, da som det udtrykkes »denne bør svare til Formen og Emblemerne, og disse til hiin«. I 1819 udvidedes Censuren til ogsaa at omfatte Træmonumenter. I vore offentlige og private Samlinger tindes en Række af saa- danne af Akademiet — ofte med Rettelser — approberede Tegninger. Mange af disse ere dog saa tarvelige, at det sikkert er faldet Kunstnere som Eckersberg og C. F. Hansen svært at skulle legitimere dem med deres Underskrift. Lidt efter lidt faldt denne Censur bort, og først i den aller seneste Tid er Tanken om en lignende Censur alter opstaaet, uden at den hidtil er bleven til Virkelighed. Medens der af Thorvaldsen ikke forefandtes noget Arbejde paa de københavn- ske Kirkegaarde (talrige Gengivelser af hans Relieffer ere derimod benyttede i tarvelige Reproduktioner), beskæftigede Hermann Ernst Freund sig meget med Gravmindekunsten, saa meget, at han i 1832 skriver: »Mit eneste Arbejde, er al klappe Gravene til de Døde, thi de Levende have ikke synderlig Trang til Sculp- tur endnu«. Var det saaledes vel nærmest Manglen paa større Bestillinger, der førte Freund ind paa Monumentkunsten, viser hans efterladte Arbejder, og ikke mindst hans i