Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

89 ved Salget af et Amt skal betales 150 Rdl. til Kongens Kasse, sattes under Debat og der forhandledes, om Amtet skulde gaa ind paa dette Forlangende eller det skulde søge om fuldstændig Efter- givelse hos Kongen. Der besluttedes som Svar, at saafremt Amterne vilde blive saaledes haandhævet, saa de atter sættes i god Stand, da vilde de gaa ind paa den forlangte Sum. Saavidt skønnes var Resolutionen altsaa en Følge af, at Amtet nægtede at indgaa paa Ud- redelsen af den aarlige Recognition. Summen nedsattes til det halve af det sædvanlige i Stedet for helt at blive strøgen. 6. Maj 1743 bekendtgjortes altsaa af Magistraten den foran omtalte »Plakat angaaende hvad enhver ny Chirurgus her i Sta- den, saa vel som andre Stæder til Hans Majestæts Casse skal betale, saa og hvad enhver der bliver examineret skal betale, og hvad en- hver Amts-Mester til Amphitheatri Underholdning, saavel som Barber- Svenne skal betale efter at kongl. Reskript til Kjøbenhavn Magistrat af 3. Maj 1743.« Herved var altsaa Indskuddet for den nye Amtsmester sat ned til 100 Rdl. foruden ved Eksaminationen 20 Rdl., der dog erstattedes ham ved Amtsoptagelsen. Denne Ordning var dog ikke Amtet tilpas, mindre maaske for Afgiftens Skyld som fordi Friheden til at sælge ikke dermed opnaaedes. Det indgav derpaa i Løbet af det kom- mende Aar til Kongen en Forestilling, hvori det fremhæver, at en- hver af Amtsmesterne havde med stor Bekostning indkøbt sig i Bar- berlavet og Amterne i omtrent 60 Aar været agtede som fri Ejen- dom, som ikke alene til den Højstbydende er bleven solgt fra Mand til Mand, men ogsaa i Trangstilfælde pantsat for rede Penge lige indtil Forordningen af 1736 udkom og med den de deri paabudne Afgifter. Hermed indtraadte saa det Forhold, at Amterne, der før den Tid havde haft 600—700 Rdlrs. Værdi for Mesterne og deres Arvinger, nu aldeles havde tabt denne. Det stillede sig endog saa- ledes, skønt der 31. Aug. 1737 var bevilget, at de nuværende Mestere maatte nyde Erstatning af deres Efterfølgere og Afgiften i 1743. 3. Maj var nedsat til 100 Rdl., at intet Amt efter den Tid vai bleven solgt, ja, om Arvingerne vilde overlade deres Amt for slet intet, havde det endda ikke været muligt, at faa den ledige Plads besat. Bar- bererne frygter, at Lavet derfor plat vil uddø, hvorfor de andrager Kongen om at erholde tilbage de samme Rettigheder og Privilegier, som Artiklerne af 29. April 1684 hjemlede dem, saa de frit kan sælge deres Amter til den »kunsterfarne« Barber, der vil betale mest. 7