Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

109 af Physicis i de tydske Provindser hidtil foretagne Prøvelser skulde ikke være tilstrækkelige, ja i Fremtiden helt ophæves, og endnu mindre vilde Barberamts Rettighed de Steder medføre Frihed til kirur- gisk Praksis.« Samtidig med at Forbindelsen mellem Kirurgen og Barberen hævedes, knyttedes en ny mellem Kirurgien og Medicinen, idet der hjemledes den kirurgiske Kandidat med Afgangsbevis fra Akademiet Ret til ogsaa at give sig af med medicinsk Praksis. Derimod blev det ikke tilladt den medicinske Kandidat, hvis Eksamen var aflagt for Fakultetet, at praktisere som Kirurg 255). En Forordning af denne Beskaffenhed, dens Fortræffelighed iøvrigt ufortalt, kunde selvfølgelig aldeles ikke passe Barberamtet, og det benyttede ogsaa Lejligheden til i det første Møde efter dens Udstedelse, 21. Juli 85, at udtale sig særlig imod dens Paragraf 12, der formentes at være til Skade for Amtet. Dette fattede den Beslutning at indgaa med en Skrivelse til Kancelliet om Opretholdelse og Haandhævelse af Amtets Privilegier. Denne Skrivelse eller Ansøgning paalagdes det Magistraten og Akade- miet at udtale sig om, og uden at Kancelliet tog Stilling til Sagen eller fattede nogen Resolution, nøjedes dette simpelthen med at til- stille Amtet Akademiets Erklæring. I denne, som Amtet modtog i Jan. 1786, indtog Akademiet en absolut afvisende Holdning overfor Amtets Begæring og dette besluttede da atter at henvende sig til Kon- gen og i sin Ansøgning bl. a. at gendrive Akademiets Erklæring og paavise det ugrundede heri. Det, der straks vakte Amtets Uvilje mod denne Paragraf, var den Passus, som udtalte, at det ikke var nødvendigt at købe et Barber- amt, for at kunne udøve Lægepraksis. Amterne maatte jo derved fuldstændig gaa ud af Pris, i ethvert Fald tabe betydeligt til alvorlig Skade for Ejerne og deres Arvinger. Men der kom en anden Ting til, som gjorde Mestrene endmere betænkelige og som ogsaa affødte den nævnte nedenfor anførte meget omfangsrige Ansøgning eller ret- tere Besværing fra Amtets Side til Kongen. I det der nemlig ikke i Forordningen af 22. Juni 1785 var indsat nogen hindrende Bestem- melse i Form af Eksamen e. 1. som forhen for at tilkøbe sig et Amt, saa var der de ueksaminerede Svende og andre, som greb Lejligheden til for en rimelig Penge at blive Amtsejer og drive Professionen. Her var et Forhold, der i nok saa høj Grad som det førstnævnte kom Amtsmesterne paa tværs. Nu var der ingen Maalestok for, hvem der blev Amtsherre, idet Adgangen stod aaben for Kreti og Pieti, for en-