Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

maatte øve selvstændig Virksomhed, uden at være Medlem af det til hans Fag hørende Lav. Da denne Bestemmelse dog syntes ret nem at komme ud over, laa Tyngdepunktet i andre Bestemmelser, der stillede store Fordringer til den lavssøgende og derved i betydelig Grad vanskeliggjorde ham Adgangen. Tid efter anden, da der op- stod Haandværk, søgte ogsaa disse at faa Lav for deres Næring, og Drivfjederen var bestandig den samme: det økonomiske Moment, det, der oprindelig dannede Skellet mellem Gilder og Lav. Som en Over- levering fra Gildeskraaerne gled det filantropiske Moment at pleje de syge, støtte de trængende og begrave de døde over i Lavsskraaerne, tilligemed i Begyndelsen det religiøse Moment, der holdt sig deri indtil noget efter Reformationens Indførelse. Gilder og Lav havde altsaa disse to Momenter fælles; men medens det sidstnævnte, det religiøse, snart bortdøde, har det første holdt sig ned til vore Dage, hvor det, mere friskt og omfattende end nogen Sinde, udgør den Basis hvorpaa alle Haandværkerlav- og Foreninger, der ikke er blot faglig sociale, efter Lavsvæsenets Ophævelse hviler. De øvrige Bestemmelser i Lavsskraaerne omhandlede Svende- og Lærlingeforhold, visse Lavs- skikke, Ordenens Overholdelse o. m. a. Hvad nu Barberlavene og deres Skraaer angaar, da afviger disse i en Retning væsentlig fra Flertallet af andre Lavs Skraaer. Disse satte i Reglen ingen bestemt Grænse for Tilgangen af de lavssøgende, udover de Hindringer, som Skraaernes øvrige Bestem- melser kunne afgive, anderledes derimod med Barberskraaerne. Da Kong Hans saaledes i Februar 1506 udstedte en Skraa for Barbe- rerne i Kjøbenhavn, gav han dermed Eneretten til 6 Barberer »og ikke flere« paa at udøve Barberegerning her i Byen. Ligesaa 1515, da Magistraten i Flensborg fastsatte Antallet til 4 Barberer dér, 1544, da Magistraten i Odense fastslog det samme Antal og saa fremdeles for alle de andre Barberlav. Lav af denne Beskaffenhed kaldtes for »sluttede« Lav. At et Lav var »sluttet«, var en Hindring mere for at blive optaget i det, og naar den Beskyttelse, som et Lav i Al- mindelighed ydede sine Medlemmer, skulde, og tilsyneladende ogsaa kunde, opfattes som et Gode for disse, blev »Sluttetheden < ube- tinget en Begunstigelse og et Plus yderlig til de øvrige Forrettig- heder. Man finder maaske ikke let nogen paaviselig Grund til, hvorfor nogle og ikke alle Lav oprettedes som »sluttede«, og det gælder op- rindelig Barberlavet som de andre Lav, medmindre for Barberlavet den Omstændighed allerede da skulde have gjort sig gældende, som ■