Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

151 det en Erklæring, han skulde afgive. Mangfoldige er i Tidens Løb de Anledninger, hvor Oldermanden blev æsket om at erklære sig. Enhver Ansøgning, der var stilet til Kongen og som paa nogen Maade berørte Barberlavet og dets Privilegier, blev af Kancelliet gennem Magistraten henvist til Lavets Oldermand, for at han kunne udtale sig om den. Først derefter kom saa Afgørelsen, der vel nok i de fleste Tilfælde faldt i Traad med Oldermandens Ønske. Det skriftlige Arbejde har selvfølgelig krævet megen Tid og stillet ikke faa Fordringer i Retning af stilistisk Færdighed. Jævnlig ses det dog, at Oldermanden har haft skrivende Medhjælp til Udfær- digelsen af de forskellige Aktstykker, men Indførelse af Afskrifter i Protokollen ligesom Førelsen overhovedet af Forhandlingsprotokollen og Regnskabet paahvilede i ethvert Fald ham. Til Gengæld var han fritaget for at jage Fuskere og for Hvervet som Obduktionsforretter. Som et Udtryk for hvorledes en Oldermand kunde opfatte sin Stilling staar Martin Labes Udgydelse i Protokollen den Dag han fratraadte og J. Hinrichsen valgtes: »For det tredie har jeg ogsaa villet nedlægge mit næsten tiaarige og i denne lange Tid møjsomme- lige og med mange Ærgrelser forbundne Oldermandsskab.« . . . Som Embedsmænd ved Lavet fungerede sammen med Older- manden tillige to Bisiddere, en ældste og en yngste, valgte vistnok i Reglen blandt de ældste af Mesterne. De tre Herrer udgjorde Lavets Bestyrelse og handlede og underskrev meget ofte i Forening paa dets Vegne. BRÆNDENDE SPØRGSMAAL INDENFOR LAVET. INDBYRDES KONKURRENCE. Af Sager, der i særlig Grad optog Amtets Opmærksomhed, kan nævnes de, der affødtes af Stridigheder mellem Mestere og Svende og de, der som Helhed kunde indordnes under Rubriken: Kampen mod Fuskeriet. En tredie Art, som kun højst sjældent førtes frem, men som desuagtet vistnok har beskæftiget Sindene adskilligt, var saadanne, hvor den ene Mester, i Strid med Lavsartiklerne, gik den anden i Næringen. Det forekom navnlig i Forbindingsspørgsmaal, naar en Mester »antog sig«, som det hed, en Patient, der forud var i Kur