Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

155 vægelse. Nu var jo Lavsvæsenet sat i System og fuldt gennemført, hvorved altsaa Haandværket havde vundet Beskyttelse i alle Hen- seender. For Barberlavets Vedkommende sikrede Artiklerne fra 1684 ikke blot Amtsmesterne delvis Eneretten paa Udøvelsen af deres Haandtering, men forlenede tillige Amtet med en Art Højhedsret over deres Provinskolleger. Hermed var dog ingenlunde Sagen klaret. Et Monopol som Barberamtets maatte nødvendigt blive Genstand for Overgreb af større og mindre Omfang, det ligger nu en Gang i Mono- polernes Natur, og Barberamtets Monopol danner forsaavidt ingen Undtagelse fra Reglen. Det dragende ved dette laa deri, at det be- skyttede et Erhverv, som mange følte sig kaldet og beføjet til at virke i. Talrig var ogsaa Rivalernes Flok og stor den Møje, Barber- amtet havde med at holde sig disse fra Halsen. Den Beskyttelse, som Amtsmesterne nød, var Lavsvæsenets Kende- mærke, Kampen for Bevarelsen af de monopoliserede Rettigheder, dets Forbandelse. Aarvaagen og altid paa Post, opad mod Naadens Trone, hvorfra Faren truede, naar Ophævelse af Lavene varsledes eller iværksattes, og udad mod Fuskerne, der kredsede om den for- budne Frugt og mere og mere paagaaende langede ud efter den. Man kan dele dem, der med og uden Berettigelse var Barber- amtets Konkurrenter i to Grupper, hvoraf den ene — og mindste — bestod af de saakaldte »Priviligerede« og den anden af Militærlægerne, Baderne og Kvaksalverne. De »Priviligerede«s Privilegier var imidlertid ogsaa af forskellig Beskaffenhed, om de end alle i Realiteten hver for sig gjorde deres Indehavers Stilling fri og indtil en vis Grad uafhængig af Barber- lavet. Vi har tidligere set hvorledes Kongerne, og af disse især Christian den Fjerde lejlighedsvis gjorde deres Indflydelse gældende, naar det gjaldt om at besætte en ledig Plads i Amtet. Udstedelse af den samme Art Privilegier gentager sig senere under de enevældige Konger, Christian den Femte og Frederik den Fjerde, i Tidsrummet fra godt en halv Snes Aar før 1684 Artiklernes Udstedelse og ind- til 1710. 1672 blev det saaledes bevilget Daniel Surcou263), 1683 Johan Wichmand Køhn26*), 1684 den føromtalte Regimentsfeltskærer H. Chr. Meine og Thomas Eton265), 1685 Regimentsfeltskærer Christopher Ste- fanos266), 1686 Barbersvend Frantz Mentz261), 1687 Dronningens Liv- bartskær Philip Prescheur268) og 1710 dennes Efterfølger Abraham Jansen269) at maatte »udj Bartskærlauget indtagis«. For omtrent ii*