Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

172 _________________________________________________________________ Allerede i 1741 havde en Tandlæge Johan Friederich Darmstädter ansøgt om fri Udøvelse af Tandlægepraksis, hvortil Amtet gav den Erklæring, at den Slags Folk ikke behøvedes, da her er Tandlæger nok til Publikums Betjening. Fra 1751 forekommer et fjerde Tilfælde, hvor en Baders vend Conrad Wunder fra Tyskland nu, da han bliver gammel, ansøger Kongen om at maatte nedsætte sig i Kvarteret Østerport. I hele Distriktet fra Rosenborghave, Borgergade, Nyboder, Amalienborg og helt ned til Kongens Nytorv findes ingen Bader og i dette Kvarter søger han om Bevilling til at drive Baderhaandværket med Ret til Barberen og Kopsætning. Oldermanden indvender herimod i sin Erklæring, der, efter hvad Amtet besluttede, skulde skrives af »en brav Mand«, en dertil engageret Skriftkyndig, »at medens der for faa Aar siden kun var tvende Badstuemænd her i Staden, der ikke havde mere end deres nødtørftige Levebrød, saa er der nu 6, som, skønt det ogsaa er bleven disse tilladt at barbere, næppe kan leve af deres Fortjeneste. Skulde nu Antallet paa Badere yderligt forøges, og disse faa Lov at holde Svende og Drenge til at gaa omkring og barbere, kunde Amtskirurgerne lige saa godt først som sidst nedlægge deres Amt og Profession. Barbering inden og uden Huset var egentlig forbeholdt Amtsmesterne og skulde nu den Ret berøves disse, saa faldt hermed »det visseste og solideste som de skulde subsistere af« bort. Efter at have omtalt Amtsmesternes Forpligtelse til at anskaffe dygtige Svende til Kongens Tjeneste, Land- og Sømagten, eller selv gaa med i paakommende Tilfælde, hvad Baderne var skaanede for og ikke heller kunde paatage sig, udtaler Oldermanden Ønsket om, at Baderprofessionen maa blive overdraget Amtskirurgerne at forrette og forestaa, efterhaanden som de nuværende Badere enten ophører eller afgaar ved Døden. Dette skete dels af Hensyn til Amtskirur- gerne, for at de »kunde have nødtørftig Subsistence«, og dels til Publikum, for at »dette ikke skulde lide under Fuskeres Behandling af Sygdomstilfælde.« Det lykkedes ikke Wunder at faa det ansøgte Privilegium, som Oldermanden i sit veltalende og med Henvisninger til de mange bestaaende Forordninger spækkede Indlæg udtalte sig saa energisk imod. Derimod indledede Wunder faa Dage efter en Forretningsforbindelse med Baderenken Johanne Dorothea Rothe om Overtagelse af hendes Barber- og Baderprivilegium, hvilket kun kunde ske med Kongens Tilladelse. Hun indgav derfor en Ansøgning om at maatte overdrage Wunder Privilegiet paa de mellem ham og hende