Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

--------- 173 aftalte Betingelser og anfører, at hun siden sin Mands Død har er- næret sig —- kummerligt — af det hende den 2. Jan. 1733 meddelte Privilegium. For hende var det en daarlig Forretning, fordi hun havde maattet lade Alt udføre ved fremmede Mennesker, og da disse til dels vare meget skødesløse med Udførelsen af Arbejdet, mistede hun de fleste af sine Kunder og var derved kommen i daarlige Om- stændigheder. Oldermanden udtaler hertil iblandt andet, »at dersom det maatte tillades en Baders Enke at sælge og afhænde sin Mands Privilegium, til hvem hun lystede, saa var Badernes Vilkaar langt bedre end Amts- kirurgernes og deraf maatte nødvendigvis flyde denne inconveniens, at Byen blev opfyldt med Badere og Badersvende, som betog Amts- kirurgerne og deres Svende det nødtørftige Levebrød og foranledigede Kirurgiens yderste Dekadence og totale Undergang. Han gentager her det Ønske, at naar de nuværende Badere efterhaanden afgik ved Døden eller i andre Maader, det da maatte være Barberamtet alene til- ladt paa egen Bekostning at lade indrette de Badstuer her i Staden, som Publikum kunde blive betjent med. Amtet er da villig til at lade samme vedligeholde, saaledes at ingen Klagemaal derved skulde foraarsages og ved at Amtet overtog Badstuerne, blev Kirurgerne for Fremtiden befriet for den Art Indpas«. Sikkert er Baderenkens Ansøgning ikke bleven bevilget og Wun- der har muligt fremdeles ernæret sig som Badersvend, thi 1759 afæskes Amtet atter en Erklæring i Anledning af en i dette Aar af ham indgiven Ansøgning, der indtil videre ikke blev imødekommet. Først 18. Marts 1763 fik Wunder Bevilling paa at drive Baderprofes- sionen286). Amtets gentagne Gange udtalte Ønske om Tid efter anden at faa Baderprivilegierne overdragen iværksattes næppe hverken nu eller senere, thi i en Erklæring til Baderenken Reinhardts Ansøgning af 1780, altsaa 30 Aar senere, gentager Oldermanden den samme An- modning. Derimod indgav Baderne i Septbr. 1763 en Skrivelse om at blive optagen i Kirurgamtet, hvilket dette dog afslog og selvfølgelig maatte afslaa i Medfør af den Opfattelse, det hidtil havde haft af Badernes Virksomhed og navnlig af deres manglende kirurgiske Forudsætninger. Hvorledes eller hvornaar Baderinstitutionen ophørte skal egentlig lades usagt; den glider lidt efter lidt stille ud af Tilværelsen, forsaavidt som der sjældnere nævnes om Stridigheder mellem Barberer og Ba-