Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

177 DE BORGERLIGE ARTILLERISTER. Ved nogle af Christian den Syvende den 19. Juni 1789 appro- berede Hovedregler for det borgerlige Artillerikorps, paaførtes der Lavsmedlemmer i Almindelighed og deriblandt Medlemmer af Barber- lavet en Konkurrence, der ingenlunde kunde være dem ligegyldig. Kongen tillader nemlig i § 15, »at alle ved dette Corps staaende Ar- tillerister maa have Frihed til at ernære sig med egne Hænder af den Profession, Enhver har lært«. Herved maatte aabenbart for- staas, at f. Eks. Barbersvende, der stod ved Korpset, ogsaa maatte bar- bere civile Personer, idet de ikke som Feltskærerne ellers alene var henviste til Behandling af militære. Dette var en Forøgelse af Amtets Rivaler og Fuskere, som dette dog til en Begyndelse synes at have fundet sig i med en vis loyal Sindsro. Pudsigt er det dog, at der kun hengaar en forholdsvis kort Aar- række, før disse privilegerede Artilleribarberer ogsaa føler sig besværet af Fuskere. Tre af Artilleristerne indfandt sig nemlig i April 1796 hos Oldermanden for at klage over den tiltagende Fuskermængde. Det gaar saa vidt, udtalte de, at de ikke ved, hvorledes de skulde tjene deres Brød, hvis der ikke sker en Forandring heri. Tillige tilbød de Amtet villigt at udføre, hvad der maatte blive dem paalagt med Hensyn til Fuskerjagning. »Det er kun altfor sandt,« tilføjer Oldermanden, »at Fuskernes Antal er stort, idet der, for ikke at tale om de 11 privilegerede Artillerister og Fischer, desuden af Fuskere i de fleste Gader er oprettet Barberstuer, eller ogsaa er de fyldt med Omløbere til stor Skade for Amtet.« Men Spørgsmaalet blev i denne Sag, hvorvidt og hvorledes Amtet skulde indlade sig med de borger- lige Artillerister, om Amtet ikke skulde, hvis det var muligt, søge at bringe sig selv til at uddø eller det skulde søge at opretholde Be- stemmelsen om det fastansatte Antal Amtsmestere. Sagen udsattes og det overdroges Oldermanden at foretage videre Undersøgelse. Halvandet Aar herefter, Okt. 1799, stævnede Amtet den ovenfor nævnte »privilegerede Fusker« Fischer for Retten, fordi han havde udhængt et Skilt. Dommen lød, at han som uberettiget skulde tage det ind, i modsat Fald betale 3 Mk. hver 24 Timer det hængte ude, og 2 Rdl. i Bøde, fordi han overhovedet havde dristet sig til at hænge det ud. Før denne Dom imidlertid blev afsagt, havde Fischer indgivet